Bush-kandidatur spænder ben for rivaler
Flere kandidater vil nok tænke sig om en ekstra gang, hvis Jeb Bush går efter at komme ind i Det Hvide Hus.
Det kan blive sværere for andre republikanske kandidater at stille op til det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvis de skal konkurrere med endnu et medlem af familien Bush.
Udmeldingen komme fra flere økonomiske bidragydere, efter at Floridas tidligere guvernør, Jeb Bush, har meldt ud, at han aktivt vil undersøge muligheden for at stille op som præsidentkandidat.
En af dem, der skulle være mindre tilbøjelig til at stille op, er Mitt Romney, der var partiets kandidat til posten i 2012.
Flere af Romneys økonomiske støtter siger, at guvernøren fra Massachusetts vil komme til at kæmpe om den samme støtte og de samme tilhængere.
– Mitt har henkastet sagt, at hvis Jeb involverer sig, så vil han muligvis ikke gå ind i kampen, lyder det fra Mel Sembler, der støttede Romney i 2012, men som samtidig også har støttet familien Bush i mange år i Florida.
Jeb Bush, der er søn af tidligere præsident George H.W. Bush og bror til tidligere præsident George W. Bush, var guvernør i Florida i perioden fra 1999 til 2007.
Han har allerede kontaktet flere store republikanske bidragydere i hele landet og meddelt dem om sine planer, lyder det fra en af Romneys fundraisere.
Det kan også få stor betydning for Florida-senatoren Marco Rubio, der kan få svært ved at skrabe nok penge sammen til at afholde en valgkampagne af format.
– Florida er Jebs, siger Brian Ballard, der styrede økonomien for Romney under præsidentvalget i 2012.
Marco Rubios støtter afviser dog, at udmeldingen fra Jeb Bush vil påvirke Rubios beslutning.
– Marcos beslutning om, hvorvidt han vil stille op til præsidentvalget eller et genvalg bliver baseret på, hvor han bedst kan opnå sin dagsorden om at genoprette den amerikanske drøm – ikke på, hvem der ellers måtte stille op, siger Rubios talsmand, Alex Conant.
De økonomiske støtter har også spekuleret i, om udmeldingen fra Jeb Bush kan have betydning for potentielle præsidentkandidater som guvernøren i New Jersey, Chris Christie, og det republikanske kongresmedlem Paul Ryan.
/ritzau/Reuters