Bulede flasker får fabrikant til at trække færdigblandet produkt tilbage
Færdiglavet eddikelage til agurkesalat gærer og skal derfor tilbage til producenten.
Producenten De Jydske Eddikebryggerier A/S tilbagekalder i dag et parti Lagerberg Eddikelage til agurkesalat, da der er fundet gæring i produktet. Det fortæller ejer og direktør Nils Juul Eilersen til Newsbreak.dk.
– Produktet eftergærer af en eller anden årsag. De opdagede det i en af butikkerne, fortæller Nils Juul Eilersen Newsbreak.dk.
Han oplyser, at der umiddelbart virker til at være tale om én palle á cirka 600 flasker, der er ramt af problemet. Problemet kommer til udtryk i den form, at flaskerne buler ud på hylderne. Det var sådan, det blev opdaget.
– De ringede og sagde, at der var nogen flasker, der bulede. Jeg sagde, at det kun kunne være en ting, siger Nils Juul Eilersen.
Nils Juul Eilersen venter nu på, at flaskerne kommer tilbage til fabrikken, så de kan undersøge, hvad der er sket. Nils Juul Eilersen siger, at der kan være mange grunde til, at et sådant produkt eftergærer.
– Det kan være alt muligt mærkeligt. Der er tale om en færdiglage, og det er det mindste, der skal til.
Ikke farligt
Nils Juul Eilersen understreger, at produktet ikke fejler noget. Det kan også stadig bruges af kunderne. Men da flaskerne buler ud, ser det ikke så godt ud på hylderne, og fordi det eftergærer, har man fra Fødevarestyrelsens side stemplet det som et produkt, der ikke er egnet til konsum.
Produktet sælges i Bilka-butikker over hele landet, men Nils Juul Eilersen fortæller, at han endnu ikke ved, om der er solgt ramte flasker i butikker over hele landet.
Har man købt en flaske Lagerberg Eddikelage til Agurkesalat og opdager man, at flasken buler ud, kan man levere den tilbage, hvor den er købt, eller tage kontakt til producenten.
Der drejer sig om følgende produkt:
Lagerberg Eddikelage til agurkesalat
Nettoindhold: 1 L
Produktionsdato: 11/7-2016
Bedst før dato: 11/7-2017
Lot nummer: 11.07.2017
EAN stregkode: 5703339400118