Budget-chok: Minister indkalder Femern-forligskreds

Hans Christian Schmidt (V). Foto: Marie Hald/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En markant lavere støtte fra EU end ventet får transportminister til at indkalde Femern-forligskreds til møde.

Etableringen af en ny Femern-forbindelse får et uforudset milliardhul i budgettet, fordi EU-Kommissionens støtte er markant mindre end forventet.

Det får den nytiltrådte transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) til at indkalde forligskredsen.

– Det er en dramatisk nyhed, jeg har fået på min første dag i Transport- og Bygningsministeriet, siger ministeren og fortsætter:

– Vi får kun omtrent halvdelen af det, vi har regnet med at få i EU-støtte til Femern Bælt-forbindelsen og kommer til at mangle over fire milliarder kroner.

Det er mandag blevet meddelt, at sænketunnel-projektet under Femern Bælt vil få tildelt en støtte på 589 millioner euro, svarende til knap 4,4 milliarder kroner, for perioden fra 2016 til 2019.

De nærmere begrundelser for den tildelte støtte til Femern Bælt-projektet foreligger ikke på nuværende tidspunkt. Men den foreløbige meddelelse er nok til at indkalde forligskredsen, lyder det fra ministeren:

– Det er alvorligt og så store beløb, at forligskredsen skal indkaldes omgående og have en orientering. Jeg forventer, at vi vil holde et møde inden for de allernærmeste dage, hvor vi vil vurdere, hvor vi står, siger han.

Der vil inden 2020 blive mulighed for at søge om yderligere EU-støtte.

Der står syv partier bag Femern Bælt-forbindelsen – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, og Det Konservative Folkeparti.

De har tidligere aftalt, at den samlede økonomi i projektet skal revurderes i løbet af efteråret 2015.

På forligskredsmødet vil forligspartierne få en orientering om den tildelte EU-støtte og en status for den videre proces for projektet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS