Bubbers ekskone: -Lå søvnløs

Hvad gør man, når livet tager en uforudsigelig drejning?

Når alt det, man kendte og troede på, pludselig ramler, og man ikke aner, hvad man skal stille op.

Den mentale tumult stod sygeplejerske og skuespillerinde Christina Nørby Ibsen i to år tilbage, da hun gik fra sin mand gennem mere end 30 år, tv-værten Bubber, efter at hun fandt ud af, at han havde en affære.

Midt i sit livs krise har hun opsøgt andre, som også har stået i dyb sorg og total uoverskuelighed, i håbet om at deres historier kan hjælpe hende ud på den anden side.

Samtalerne er blevet til podcastserien “For altid forandret”, som netop har fået premiere på streamingtjenesten Podimo.

– Den er lavet med henblik på forhåbentligt også at kunne hjælpe andre, som er i en situation, som jeg selv først fandt ud af, eksisterede, da jeg oplevede, hvad det vil sige at blive bombet i 1000 stykker.

– Det handler ikke om hævn eller opmærksomhed. Det har været et feltstudie i, at du kan blive så ked af, at du ikke ved, hvad du skal gøre af dig selv, eller hvordan du rejser dig, uanset hvad du har af familie og venner omkring dig.

Ud på den anden side

I hvert afsnit taler Christina Nørby Ibsen med andre, som har stået i skelsættende situationer, men som er kommet ud på den anden side.

Blandt andre vejrværten Cecilie Hother, som mistede sin ufødte søn, Karl, 26 uger inde i graviditeten, og tidligere forsvarsminister Søren Gade, som mistede sin hustru og moren til sine to teenagedøtre til kræft.

Nogle har brugt motion og vinterbadning.

Andre alt fra humor til tilgivelse.

Fælles for dem er, at de har forsonet sig med den sorg, ulykke, krise og tragedie, som er hændt dem.

Nogle er endda kommet fuldstændig over på den anden side, fortæller Christina Nørby Ibsen.

– Du skal ikke nødvendigvis forsone dig med de mennesker, der har gjort dig ked af det, men du skal forsone dig med, at det er sådan, det er.

– Det er okay at være ked af det. Du må gerne være i din sorg. Du må også godt dyrke din sorg. Men du må ikke blive bange for at leve livet igen.

– Jeg har selv været bange for, hvordan mit liv skulle blive, og hvordan jeg nogensinde skulle blive mig selv igen. Og jeg er stadig ikke helt mig selv.

En grå masse

Christina Nørby Ibsen beskriver den første tid som én grå masse.

Kroppen føltes uendeligt tung. Tårerne pressede sig på. Tankerne myldrede rundt, og hun lå søvnløs.

Nogle kom og pakkede flyttekasser ud. Andre sørgede for, at hun fik noget at spise.

På trods af alle de mennesker, som slog ring omkring hende, havde hun aldrig nogensinde været så ked af det før i sit liv og følt sig så ensom og uden identitet.

– Når du har været gift med et menneske i 30 år, bliver du så bundet sammen med det menneske. Man bygger sin egen personlighed op sammen og bliver hinandens personer.

– Det er, som om at du mister dine arme. Noget af dig selv, og det er svært lige pludselig at skulle være sin egen, fortæller Christina Nørby Ibsen.

– Jeg er blevet skilt fra en, som folk ved, hvem er. Men det er jo ikke anderledes end fra alle andre, bortset fra at jeg har været på forsiden.

Hun lod sig forstene ind i alt, hvad der var at se på Netflix og HBO.

Kunne ikke flygte

Grundet coronapandemien var det umuligt at aflede opmærksomheden og tage på tegnekursus, silent retreat eller gå Caminoen, eller hvad andre gør.

Hun kunne ikke flygte nogen steder hen, men var tvunget til at opholde sig derhjemme.

– Hver gang, jeg vendte mig om, stod det plantet på væggen: Du er skilt! Du er alene! Skal du blive gammel alene? Skal du have en hundekennel? Skal du bo sammen med andre fraskilte kvinder over 50?

– Det stod som kæmpestore onde slanger, som stak ud af væggen alle steder. Det var nedbrydende, og den person gad jeg ikke være.

Selvransagelse

Med tiden kom også selvransagelsen.

– Når der er gået et stykke tid, og du er færdig med at karaktermyrde din modpart, så bliver du bevidst om, at du ikke selv er fejlfri og har plantet nogle ting, som er vokset forkert. At man ikke har lyttet nok til sig selv og sat grænser, for det kommer alle til gavn. En selv, ens partner og ens børn.

– Der kommer et eller andet stempel på kvinder over 40 år, at de bliver så skideskrappe, men det tror jeg, ikke er sandt. Jeg tror bare, man bliver mere modig og lærer, at det er okay at sige sin mening og sige fra, hvis der er noget, der ikke er så godt for en.

– Jeg håber, jeg bliver et bedre menneske på den anden side og undgår at begå de samme fejl. Det er i hvert fald mit mål. For det er også vigtigt for mig at sige, at jeg ikke har været den perfekte partner.

Man lærer ufatteligt meget om sig selv, når man står midt i orkanens øje, fortæller Christina Nørby Ibsen videre.

Udfordrende opvækst

Hun har haft en udfordrende opvækst. Og selv om hun er ved at brække sig over ordsprog, så ér der noget om, at modstand gør stærk.

Hun kunne mærke, at der skulle ske noget.

Flere idéer var oppe at vende, inden en veninde en efterårsdag foreslog, at hun skulle kaste sig over en podcast og snakke med mennesker.

Skulle hun skifte jobbet som sygeplejerske på Rigshospitalet ud og tage til Grønland og arbejde der i stedet?

Eller skulle hun vende tilbage til Nigeria, hvor hun tidligere har været på Anja Ringgren Lovéns Land of Hope, som tager sig af såkaldte heksebørn, der er blevet udstødte?

Et sårbart sted

Men tanken om at forlade sine tre voksne børn, Oscar, Laura og Sofia, og sit nyfødte barnebarn afholdt hende.

De står også et sårbart sted og skal passes på.

– En motivationsfaktor, som brænder som en kæmpe flamme – det går også igen i mine podcasts – det er børnene, siger Christina Nørby Ibsen.

– Jeg følte, jeg var nødt til at rejse mig op og vise dem, at jeg godt kunne komme op igen. Jeg kunne ikke være andet bekendt.

Forbudte følelser

I starten var det ekstremt svært, og Christina Nørby Ibsen blev ramt af nogle forbudte følelser.

– Børnene afspejlede det, jeg havde – familien. Kærligheden til dem har aldrig nogensinde været væk, og jeg elsker dem lige så højt som altid. Men når jeg så på dem, repræsenterede de mit gamle liv.

– Det var svært. Ikke hele tiden, men i perioder, og det er meget tabuiseret, siger Christina Nørby Ibsen og understreger, at hendes børn er klar over alt, hvad hun fortæller her.

Datteren Sofia berigede hende i maj 2019 med lille Aksel.

Han kom til verden og lyste op som et stjerneskud i det altomsluttende mørke.

En gigantisk lykkepille

En gigantisk lykkepille, beskriver den stolte mormor.

Men ikke at kunne dele det, at ens egne børn har ført generationen videre, er som at blive frarøvet noget essentielt.

Aksels fødsel og ægteskabets opløsning skete nærmest simultant. En emotionel eksplosion.

For tre måneder siden kom endnu et barnebarn til verden, lille Wilma, som også er Sofias.

En nyt liv, en ny start.

To års mentalt tumult

Det står Christina Nørby Ibsen også over for i overført forstand efter to års mental tumult.

Først nu er armene begyndt at sprælle lidt igen, fortæller Christina Nørby Ibsen.

Og hjertet at slå – de første små spæde skridt til at finde fodfæste igen efter at være blevet slået omkuld.

Christina Nørby Ibsen har fundet kærligheden igen og har en kæreste.

De nærmere detaljer understreger hun, at hun ønsker forbliver private.

– I dag har jeg en grøn trøje på, og jeg synes, jeg begynder at mærke, at jeg godt kan tage imod det forår, der er på vej.

– Det kunne jeg ikke sidste år. Jeg tror slet ikke, jeg opdagede, det var sommer.

Hun kan stadig falde i et dybt hul.

Måske forsvinder det en dag. Måske aldrig.

Forandret for altid

Uanset hvordan fremtiden former sig, er Christina Nørby Ibsen for altid forandret.

Gæsterne, som har været forbi hende i podcasten og delt deres historie, har dog garanteret hende en ting: at hun bliver glad igen.

– Jeg har rigtig meget at være glad for, og jeg synes, jeg er kommet langt. Men jeg kan stadig blive underligt fjern, fordi mine tanker forsvinder.

– Jeg føler mig stolt og modig til at sætte ord på nogle af de ting, som andre kvinder har svært ved under en lorteskilsmisse.

– Jeg synes nærmest, at det kan være en lille smule smukt at vise, at man er ked af det. Det er så ærgerligt, at det er blevet så vigtigt, at det hele skal blive normalt igen så hurtigt som muligt.

– Det er så vigtigt at vise, at der godt må være en knust rude i denne her vanvittige glasverden, vi lever i. Det er okay at være ked af det. Det må bare ikke stjæle dit liv. Der skal lys ind indimellem, for ellers bliver du kvalt af tunge skyer.

• Glæde efter skilsmisse: Bubbers millionhandel
• Se listen: Årets danske kendisbabyer