Bubber gjorde grin med handicappet: “Du ødelægger showet”
Fortæller om sit livs pinlighed i nyt TV-program.
Som publikumsopvarmer er den fornemmeste opgave at holde et publikum i gang, i godt humør og klar til at give den gas under optagelserne til TV-programmer. Det kan dog gå gruelig galt, som Bubber måtte sande for efterhånden en del år siden.
I TV2 Zulu-programmet Den værste dag i mit liv fortæller TV-kendissen, der er døbt Niels Christian Meyer, om en episode i 80’erne, da han som 18-19-årig arbejdede som netop publikumpacer på et TV-program. Til Kendte.dk siger den i dag 53-årige Bubber, at det for ham er vigtigt at stå ved de pinlige episoder i livet.
– Det er en god historie, og dem har jeg fortalt mange af, så på den måde var det ikke anderledes at sidde på TV og fortælle end så mange andre gange før, siger han. I programmet, der mest af alt minder om et gruppeterapi-scenarie, sidder Bubber sammen med Sebastian Klein, Reimar Bo, Frank Høj og Carla Mickelborg.
“Så klap dog”
Hele miseren begyndte, da en flok elever fra en teknisk skole et sted i landet var blevet placeret som publikummer. Teenage-Bubbers opgave var som sagt at holde dem varme før showet og i pauserne. I Zulu-programmet beretter han om teknikker som at synge åndssvage sange og fortælle dårlige blondine-jokes.
Et af de faste indslag under opvarmningen var at teste publikummernes klappe-evne – og bagefter forsøge at få dem til at reagere endnu vildere.
– Jeg plejede faktisk altid at vælge en fra publikum, der sad på den samme plads og henvende mig til. ‘I andre gjorde det rigtig fint, men hvorfor klapper du ikke?’, fortæller Bubber i programmet. Formålet er at spille lidt hård og få lidt ekstra gas ud af gæsterne. Denne dag går det galt.
Efter at have prikket ekstra hårdt til pigen, går det nemlig pludselig op for Bubber, at noget er helt galt. Han fortsætter; “så klap dog. Du ødelægger showet”.
– Lige præcis her kunne jeg mærke forskellen. Jeg kunne mærke en tydelig forskel. Helt ind i rygraden kunne jeg mærke forskellen på den reaktion, der kom fra publikum. De kendte jo hinanden og var fuldstændig klar over, at jeg var gået over stregen, fortsætter historien om den værste dag i Bubbers liv.
Pigen havde en ret god grund til ikke at klappe. Hun har kun én hånd.
Ikke ond vilje
Trådene blev heldigvis redet ud med en feberredning af den gode Bubber, og efter showet fandt han frem til kvinden, gav hende en krammer og sagde undskyld. Oplevelsen har tydeligvis gjort indtryk, og Bubber fortæller også til Kendte.dk, at det er vigtigt at stå ved både med- og modgang.
– Der findes stolte og ikke så stolte episoder i ens liv. Ingen går gennem livet smertefrit, og selvfølgelig vil jeg gerne fortælle min historie for andre, som kan se, at mit liv også er sådan.
Niels Christian Meyer siger også, at selv om det er en pinlig sag, så er det jo heller ikke værre end, at det ikke var med vilje, siger TV-værten til Kendte.dk. Det var vigtigt også for selvsforståelsen og tiden efter den ubehagelige episode, at Bubber fik gjort det godt igen.
I programmet fortæller han til de andre medvirkende, at han lige, da det gik op for ham, hvad der var sket, tænkte “jeg skal aldrig sige noget som helst i en offentlig forsamling igen” – og sådan gik det jo altså ingenlunde.
“Den værste dag i mit liv” kan ses på TV2 Zulu mandag den 7. maj.
– Jeg regner med selv at skulle se det, hvis jeg får tid, slutter Bubber.