Bryder ud i jubel efter dommen: Skyldig, skyldig og skyldig
Hundredvis af mennesker uden for retsbygningen drog et lettelsens suk, da dommen mod Derek Chauvin faldt
Nervøsitet blev erstattet af glæde og lettelse uden for Hennepin County Government Center, da dommeren tirsdag læste nævningenes dom over Derek Chauvin højt.
Hundredvis af mennesker brød ud i jubel og klapsalver, da den tidligere politibetjent blev kendt skyldig i alle anklagepunkter i sagen om George Floyds død.
Afgørelsen blev læst op af dommer Peter Cahill sent tirsdag aften dansk tid. Et enigt nævningeting var nået frem til, at Derek Chauvin, der er hvid, dræbte George Floyd, som er sort, under en anholdelse i maj sidste år.
– Det er ikke Chauvin, der er stillet for retten. Det er USA, der står for retten, siger en tårevædet Marcia Howard, som er en af de frivillige, der fører tilsyn med folkemængden uden for retsbygningen, til nyhedsbureauet Reuters.
Derek Chauvin blev hurtigt ført væk i håndjern, da dommen var blevet læst op.
Tårerne trillede
Idet 41-årige Chris Dixon hørte dommen, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på ham.
– Jeg håbede, at vi ville opnå retfærdighed, og det ser det ud til, at vi gjorde, siger Dixon, som er sort og bor i Minneapolis.
– Lige nu er jeg meget stolt over, hvor jeg bor, tilføjer han.
Derek Chauvin er blandt andet kendt skyldig i drab, hvilket kan give op til 40 års fængsel.
– Helt ærligt, så har jeg svært ved at finde ord lige nu, og jeg forsøger at forstå det hele, siger en 31-årig kvinde fra Minneapolis til NBC News.
– Det føles som om, at vi omsider får lov til at smage retfærdigheden. I dag skal fejres, tilføjer hun.
Ikke den eneste
Hun understreger samtidig, at drabet på George Floyd ikke er det eneste kontroversielle politidrab, som mange i USA kræver retfærdighed for.
Kvinden nævner blandt andre Daunte Wright, der blev skudt af en betjent i Brooklyn Center nær Minneapolis for nylig, og 13-årige Adam Toledo, der blev skudt af politiet i Chicago i marts.
På sociale medier er der delt videoer fra en lang række amerikanske byer, hvor folk bryder ud i spontan jubel på gader og stræder. Det gælder blandt andet i Washington D.C. og New York City.