Bryder forsamlingsforbud ved retssag
9 ud af 14 mænd er dømt efter bandeparagraffen i en sag, som medførte en heftig politijagt ved Vejle.
Efter en heftig politijagt og en afspærring af motorvej E45 ved Vejle blev 14 mænd anholdt natten til 16. januar.
Tirsdag faldt dommen – og sammen med den en del sigtelser for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.
27 sigtet for at bryde forsamlingsforbud
En del var tilsyneladende interesseret i dommen. Således har Østjyllands Politi sigtet 27 personer, som stod foran Retten i Aarhus, for at bryde forsamlingsforbuddet. Tre er sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Ifølge politiets opfattelse var de 14 mænd medlemmer af banderne NNV, der står for Nørrebro-Nordvest, samt Korsløkkegruppen – sidstnævnte er en bande med base i Odense.
I forbindelse med dommen i dag samledes en gruppe personer foran retten ved Paludan-Müllers Vej i Aarhus. I alt 27 mænd sigtet for at bryde forsamlingsforbuddet. 3 personer sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Ro på stedet nu. #politidk #anklager https://t.co/KSPeF66CDS
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) November 3, 2020
Retten valgte at dømme ni af de tiltalte efter bandeparagraffen, som hæver straffen. De resterende fem blev derimod ikke dømt for den paragraf.
– Der er nogle problematikker i forhold til bevisførelsen ved bandeparagraffen, siger specialanklager Jesper Rubow.
De tiltalte, der er dømt efter bandeparagraffen, får oveni fængselsstraffen et opholdsforbud. Det betyder, at de de næste tre år ikke må opholde sig i Aarhus Kommune.
Desuden er en af de tiltalte udvist, og en af dem har fået en advarsel om udvisning.
Under sagen har de tiltalte overordnet set nægtet sig skyldige. En har anket dommen, mens to har modtaget den. Resten – heriblandt Abdi Aziz Samaleh – har valgt at tænke over, om de vil anke.
Forinden havde gruppen ifølge politiet overfaldet og kidnappet tre mænd ved en parkeringsplads på Gudrunsvej i det vestlige Aarhus.
Da politiet kom frem til stedet, kørte flere biler fra stedet. Det lykkedes dog politiet at eftersætte og standse et enkelt køretøj.
Blev stoppet på motorvejen
De tre øvrige biler blev i en koordineret indsats med Sydøstjyllands Politi standset på E45.
Her blev ti personer anholdt på udramatisk vis.
Motorvej lukket
Tidligere bekræftede Sydøstjyllands Politi politiaktionen.
– Vi kan bekræfte, at der har været en politiaktion i nærheden af Vejle i nat, sagde kommunikationschef ved Sydøstjyllands Politi Ulla Kaspersen dengangtil Newsbreak.dk.
Over 20 års fængsel
Tirsdag er der faldet dom i sagen, og de 14 mænd er blevet idømt straffe på samlet over 20 års fængsel for vold og frihedsberøvelse.
Specialanklager Jesper Rubow fortæller, at han overordnet er tilfreds med dommen.
Den mildeste straf er landet på ni måneders fængsel, mens 25-årige Abdi Aziz Samaleh er idømt tre år og ni måneder.
Det skyldes dog, at han har en retsstraf fra en tidligere dom, som han var prøveløsladt fra. De næsthårdeste straffe i sagen er på et år og ni måneders fængsel.
Alle mændene – der er mellem 19 og 33 år – er dømt efter den milde voldsparagraf – og altså ikke grov vold.