Brutalt mord opklaret efter flere måneder: Sådan blev morderen fundet

Den unge kvinde kæmpede modigt imod sin morder - det fangede ham til sidst.

27-årige Vanessa blev fundet overfaldet og myrdet kun 800 meter fra sin mors hjem.Foto: Instagram
Foto: Instagram

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilbage i august kunne Newsbreak.dk fortælle den forfærdelige historie om 27-årige Vanessa Marcotte, der brutalt blev overfaldet og myrdet, mens hun var ude og løbe. Efter flere måneder har politiet nu anholdt en mistænkt. Det skriver CBS News.

Vanessa var på besøg hos sin mor i en lille by tæt på Boston, da hun blev myrdet. Nu har politiet sigtet 31-årige Angelo Colon-Ortiz for at overfalde og ville voldtage Vanessa. Han er nu fængslet med en kaution på 70 millioner kroner.

“Min anden halvdel”

Distriktsadvokaten, Joseph Early Jr, har sagt, at det var en vaks betjent og Vanessas mod, der ledte efterforskere til en mistænkt. Vanessas yngre kusine fortæller, hvordan Vanessas passion endte med at blive det sidste, hun gjorde.

– Hun var min anden halvdel. Hun elskede at løbe og at dyrke yoga. Hun elskede alt, hvor hun kunne være udenfor sammen med familie, fortæller kusinen Caroline Tocci.

Tocci, der har startet en fond i sin kusines navn, fortæller også, at det var en lettelse, da politiet anholdt Colon-Ortiz.

Offer fanger selv gerningsmand

Den 27-årige blev brutalt myrdet sidste august, mens hun var ude og løbe tæt på moderens hjem. Få timer efter hun forsvandt fandt politihunde hendes nøgne og forbrændte lig 800 meter fra morens hjem.

Distriktsadvokaten har tidligere sagt, at Vanessa kæmpede imod sin angrebsmand. Det var det, der fangede ham. For under hendes negle fandt politiet DNA, som hjalp dem med at finde den mistænkte.

– Vi fandt DNA fra en mulig mistænkt under hendes negle, da hun blev obduceret. Fredag fandt politiet endelig et match til DNA’et, fortæller distriktsadvokaten.

Betjent genkender bil

Sidste sommer blev hele tre kvindelige løbere myrdet på løbeture på kun ni dage. Vanessa var en af de tre kvinder, de to andre døde i Michigan og New York. Politiet modtog mere end 1.300 tips under efterforskningen af Vanessas drab.

Sidste uge genkendte en betjent Colon-Ortiz, da han kørte i den samme mørke firehjulstrækker, der var blevet set tæt på gerningsstedet sidste august.

– Betjenten lagde mærke til firehjulstrækkeren og billistens signalement passede på den mand, politiet ledte efter. Da betjenten ikke kunne finde et stykke papir at skrive på, noterede han Colon-Ortizs nummerplade på sin hånd, fortæller Early.

Politiet sporede Colon-Ortiz til hans hjem, hvor han frivilligt gav dem en DNA-prøve. Politiet tror han arbejdede tæt på gerningsstedet. Det forventes, at distriktsadvokaten vil tiltale ham for mord i  løbet af de næste dage.

– At finde personen får hende ikke tilbage, men det er positivt for os, afslutter Tocci.

Powered by Labrador CMS