Brutalt drab ændrede hans liv

Finansminister Nicolai Wammen er en af statsministerens nærmeste allierede. Han havde et hektisk 2020 på grund af coronakrisen. Den 7. februar bliver han 50 år

Finansminister Nicolai Wammen (S) var meget i vælten i 2020. Blandt andet i forbindelse med aftaler om hjælpepakker til erhvervslivet, der lider under coronakrisen. (Arkivfoto) – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nicolai Wammen (S) var en af de få personer, som flankerede Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i forbindelse med regeringsforhandlingerne efter folketingsvalget i 2019.

Den tidligere Aarhus-borgmester, som 7. februar runder 50 år, var stillet en tung ministerpost i Mette Frederiksens kommende regering i udsigt. Og det duftede unægteligt af, at Wammen ville blive udenrigsminister.

Men så blev en anden socialdemokratisk profil Henrik Sass Larsen sygemeldt. Sass var regnet som klar favorit til den yderst vigtige post som finansminister.

Flere politiske iagttagere var ikke i tvivl. Sass’ exit ville betyde, at Wammen blev finansminister. Og sådan var det også, da Mette Frederiksen blev statsminister og præsenterede sin regering.

– Det er et drømmejob. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der kommer til at arbejde med noget, der er vigtigere, sagde Wammen efter udnævnelsen.

Wammens politiske ild blev for alvor tændt, da Sveriges statsminister Olof Palme blev skudt i 1986. Dagen efter meldte han sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Blev borgmester i Aarhus

Wammen begyndte sin politiske karriere som formand for Frit Forum, der hører under Socialdemokratiets ungdomsafdeling, inden gik turen videre til byrådet i Aarhus Kommune. Her endte han senere som borgmester.

Han blev i 2001 for første gang valgt til Folketinget, og Wammen var i flere år partiets finansordfører på Christiansborg.

Den landspolitiske karriere blev dog sat på standby i 2005, da han blev udset til at tilbageerobre den aarhusianske borgmesterkæde, som Venstre snuppede i 2001 efter 82 års socialdemokratisk bystyre.

Wammen var borgmester fra 2006 til 2011. Men ministerambitionerne kunne Wammen ikke holde nede. Han stillede op til Folketinget i 2011.

Allerede inden Wammen var sikret en plads i Folketinget ved 2011-valget, gjorde han klart, at han havde ambitioner om en ministerpost.

– Hvis Helle Thorning spørger, om jeg vil være en del af ministerholdet, så siger jeg jo ikke nej tak, sagde han dengang til Ritzau med henvisning til daværende S-formand Helle Thorning-Schmidt.

Og en plads på statsministerens hold fik han. Men det blev ikke en af de tunge poster. Han blev europaminister – en post oprettet i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. Under Thorning blev han dog også forfremmet til forsvarsminister.

Privat er han gift med Karen Lund Wammen. De har sammen sønnen Christian. Fra et tidligere forhold har Wammen sønnen Carl.

Powered by Labrador CMS