Brøndby-spillere ser bedre takter i spillet efter uafgjort

Brøndbys Ronnie Schwartz udligner til 3-3 på straffespark, her med Brøndbys Martin Albrechtsen. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

0-2 og 1-3 var Brøndby nede mod Randers. Men hver gang fik Thomas Franks mandskab kæmpet sig tilbage. Det skyldtes især indskiftede Ronnie Schwartz, der scorede to gange.

Det sidste mål var på straffe – men faktisk var det ikke aftalt på forhånd, at Schwartz skulle sparke.

»Jeg tænkte bare, at jeg havde selvtilliden og troen på, at jeg nok skulle sparke den ind. Jeg tager bare bolden, og heldigvis lykkes det,« sagde Ronnie Schwartz til TV3+.

Den tidligere Randers-topscorer fortalte også, at Brøndby viste nogle takter, som skal tages med videre.

»Det, vi viser i dag, er det, holdet står for. Vi kæmper bare for det. Det er sindssygt vigtigt, at vi fik nogle point på kontoen. Det, vi har brug for i de næste kampe, er at kæmpe, som vi gjorde i dag,« sagde han.

Holdets nye målmand, Frederik Rønnow, mente, at holdet faktisk sad på det meste af kampen.

»Jeg håber, det her er vendepunktet. Vi spiller godt og kontrollerer kampen. At de scorer tre mål er bare sindssygt bittert,« sagde han til TV3+

Brøndby har nu ét point efter fire kampe.

Powered by Labrador CMS