Brøndby skal til Skive i pokalkvartfinale
Skive får en hjemmekamp mod Brøndby, mens AaB skal en tur til Roskilde i DBU Pokalens kvartfinaler.
Fodboldspillerne i Brøndby kunne ikke klage over lodtrækningsuheld, da modstanderne i kvartfinalen i DBU pokalen blev fundet torsdag aften.
Thomas Franks mandskab skal nemlig en tur til Skive, der er det ene af to tilbageværende hold fra den næstbedste række.
Skive ligger aktuelt på niendepladsen i 1. division, men imponerede ved at slå Viborg ud i 1/8-finalen.
På tiendepladsen i samme række finder man det lavest rangerende hold, FC Roskilde, der onsdag aften gjorde det af med danmarksmesteren, FC Midtjylland.
Roskilde kan se frem til en hjemmekamp mod pokalvinderen fra 2014, AaB.
Kvartfinalerne
Sådan spilles kvartfinalerne i DBU Pokalen:
FC Roskilde – AaB
Sønderjyske – AGF
FC København – Randers FC
Skive – Brøndby
Kampene skal spilles 1.-3. marts næste år.
/ritzau/