Brøndby holder fast i førsteplads med sikker sejr

Kampen blev endeligt lukket efter 90 minutter.

Brøndby sejrede på hjemmebane. Foto: Tariq Mikkel Khan/Scanpix 2018.
Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby IF er fortsat ubesejret i Superligaen og ligger efter fire runder nummer 1, foran FCK. Afstanden mellem de to hold er det nederlag, FCK lagde sæsonen ud med, og den uafgjorte kamp, Brøndby spillede i anden runde.

Aftenens kamp foregik på Brøndby Stadion. Gæsterne hed FC Nordsjælland, og de blev sendt hjem med et 0-2-nederlag. Kamil Wilczek bragte Brøndby foran efter 38 minutter, og Ante Erceg lukkede kampen endeligt efter 90 minutter, med sit mål til 2-0.

Brøndby og FCK møder hinanden om én uge i et ægte topopgør.

Ritzau-referat af kampen: 

Brøndby indtager Superligaens førsteplads foran FC København, når de to rivaler tørner sammen i Parken på søndag.

Det blev en kendsgerning, da Brøndby søndag aften vandt 2-0 på hjemmebane over FC Nordsjælland foran 19.225 tilskuere. Resultatet bragte Brøndby på ti point, mens FCN placerer sig midt i rækken med fem point.

Brøndby var et niveau bedre i første halvleg, hvor Kamil Wilczek sendte holdet på vinderkurs. Kort før tid cementerede Ante Erceg.

Brøndby-træner Alexander Zorniger havde rystet posen en del og blandt andet sat midtbanespillerne Simon Tibbling og Dominik Kaiser på bænken. Det åbnede blandt andet for Josip Radosevic’ debut på 6’er-positionen.

Kroaten fik vist prøver på sig selv som stærk bølgebryder og afrydder, hvilket gav de forreste på midtbanen bedre muligheder for at tænke offensivt.

Det gav en første halvleg, hvor Brøndby-angrebene fra første minut rullede ned mod FCN-målet, og alene de første ti minutter bød på en håndfuld gode muligheder.

Oftest var Hany Mukhtar omdrejningspunktet, og i flere situationer satte han Mikael Uhre op til store chancer, men den tidligere Sønderjyske-spids manglede det sidste i afslutninger, og i enkelt situation måtte han se Nicolai Larsen redde mesterligt i FCN-målet.

Brøndby-forløsningen kom efter 38 minutter, da Kamil Wilczek udnyttede Kasper Fiskers dybdebold.

I fortsættelsen angreb FCN nærmest for første gang i kampen. I et travlt program havde træner Kasper Hjulmand valgt at spare flere spillere, hvilket blandt andet gav plads til tre 18-årige spillere i front.

Af dem var særligt Mohammed Kudus og Ibrahim Sadiq uprøvede, og da også flere midtbanespillere var meget uerfarne, gav det svære vilkår. Faktisk skabte FCN ikke en eneste mulighed inden pausen.

Hjulmand tog konsekvensen og skiftede Mikkel Rygaard og Andreas Olsen ind fra anden halvlegs start, og særligt Rygaards tilstedeværelse på midtbanen gjorde kampen mere lige.

Efter blot to minutter serverede han for Victor Nelsson, som missede den enorme hovedstødschance.

FCN fik mere tid med bolden, mens Brøndby i højere grad satsede på omstillinger. Det gav hjemmeholdet et par store tilbud, som burde have lukket opgøret.

Men først i det 90. minut blev det 2-0, da Joel Kabongo hamrede et skud af sted, som indskiftede Erceg dirigerede i nettet.

Powered by Labrador CMS