Bro var i ringere forfatning end ventet

Sallingsundbroen skal renoveres mere omfattende end først ventet. Store udfordringer opdaget.

Arbejdet på Sallingsundbroen har vist sig mere omfattende end ventet. Foto: Vejdirektoratet
Offentliggjort Sidst opdateret

Egentlig var det meningen, at renoveringsarbejdet på Sallingsundbroen, der forbinder Mors med halvøen Salling, skulle holde vinterpause, men i forbindelse med arbejdet er der opdaget større problemer end først antaget.

I en pressemeddelelse skriver Vejdirektoratet derfor, at vinterpausen er sløjfet, og arbejdet fortsætter. Renoveringen blev igangsat i foråret og vil efter planen vare til 2022. Broen skal undergå en gennemgribende genopbygning.

Da først asfalten blev fjernet, viste det sig dog, at betonoverfladen er langt mere ujævn, end det var forventet, og derfor skal der påføres et cirka 50 millimeter tykt afretningslag, så fladen igen bliver jævn. Det er ikke en del af den oprindelige tidsplan, hvorfor der nu rettes ind.

Opdagelsen betyder, at renoveringsarbejdet ikke som planlagt vil blive indstillet i vinterhalvåret og genoptaget til foråret 2021. Renoveringen vil nu foregå uden pause indtil november 2022, hvor arbejdet til gengæld fortsat forventes afsluttet planmæssigt, skriver Vejdirektoratet.

Genere mindst muligt

Der er tale om et omfattende renoveringsarbejde. Broen skal på oversiden have ny belægning, ny fugtisolering, nye støjdæmpende fuger og nyt autoværn. Under broen er det bropillerne, der gennemgår en renovering.

– Dette ekstra arbejde giver anledning til forsinkelser. Det er vigtigt for os at begrænse generne for trafikanterne i kortest mulig tid. Det er derfor besluttet, at vi fortsætter arbejdet på broen også i de to vinterhalvår 2020/21 og 2021/22. På den måde får vi mere tid til arbejderne, og vi forventer derfor fortsat at kunne afslutte renoveringen som planlagt i efteråret 2022, siger Jørn Andreas Kristensen, projektleder og ansvarlig for renoveringen af Sallingsundbroen.

Mens renoveringen pågår, kan både biler, cyklister og gående fortsat passere broen. Arbejderne er planlagt, så trafikken kan afvikles med få begrænsninger, mens der arbejdes på broen. Til gengæld bliver der indført hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen – og store landbrugskøretøjer vil kun kunne passere på faste tidspunkter i hele perioden.

– De trafikale ændringer på broen, som vi indførte, da renoveringsarbejdet begyndte i foråret, fortsætter også hen over vinteren, og der vil være ændringer for trafikken, så længe vi arbejder. Vi forsøger at planlægge arbejdet, så vi generer trafikanterne mindst muligt, siger Jørn Andreas Kristensen.

Renovering af Sallingsundbroen

– Sallingsundbroen er fra 1978 og forbinder øen Mors og halvøen Salling.
– Renoveringen strækker sig over tre år fra 2020-2022
– Trafikken afvikles i to kørespor i hele perioden, men hastigheden sættes ned fra 80 km/t til 50 km/t, og kørebanernes bredde reduceres.
– Brede landbrugskøretøjer kan bestille passage over broen på https://booking.arkil.dk

Kilde: Vejdirektoratet

Powered by Labrador CMS