Britisk rapport: Eritreanere risikerer forfølgelse
En britisk rapport om Eritrea konkluderer stik imod dansk rapport, at nægtere og desertører bør have asyl.
Samtidig med at Udlændingestyrelsen offentliggjorde en rapport om sikkerheden i Eritrea, lagde det britiske indenrigsministerium en rapport ud om samme emne.
Men med en helt anden konklusion. Det skriver Politiken.dk
Den danske rapport fik i sidste uge Udlændingestyrelsen til at konkludere, at det er sikkert at sende desertører og militærnægtere fra Eritrea tilbage, hvis de underskriver et såkaldt angrebrev og betaler en strafskat.
I rapporten fra det britiske indenrigsministerium, også fra november, er konklusionen, at nægtere og desertører bør have asyl.
– Regeringen (i Eritrea, red.) betragter folk som politiske modstandere, hvis de deserterer eller unddrager sig militærtjeneste, og behandlingen af disse folk vil sandsynligvis medføre forfølgelse, står der i den britiske rapport, som bruges af myndigheder til at træffe beslutninger i asylsager.
Udlændingestyrelsen vurderer derimod, at den danske såkaldte fact finding-mission i Eritrea har givet ny information, der viser, at eritreiske statsborgere, der er udrejst illegalt og har unddraget sig værnepligt, godt kan genindrejse.
Trods Storbritanniens lempeligere tildeling af asyl fastholder vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lykke Sørensen den danske praksis.
– De nye oplysninger viser, at eritreiske statsborgere, der er udrejst illegalt og har unddraget sig værnepligt, godt kan genindrejse, hvis de betaler to procent i skat til den eritreiske stat og underskriver et “angre-brev”, skriver hun i en mail til avisen.
– Vi har også fået bekræftet, at personer i den alder, hvor man typisk skal aftjene nationaltjeneste, og som opholder sig i udlandet, rejser tilbage til Eritrea uden problemer.
Newspaq