Brian Laudrup: Tvivler på Michael som ny landstræner

Foto: FADI AL-ASSAAD/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Brian Laudrup tror ikke, at hans storebror, Michael Laudrup, vil være landstræner under den nye DBU-ledelse.

Den tidligere danske fodboldstjernes kandidatur til jobbet som dansk landstræner er på ny blevet aktuelt, efter at Morten Olsen har meldt sin afgang, når kontrakten med DBU udløber i sommeren 2016.

Men ifølge Brian Laudrup er det tvivlsomt, om Michael Laudrup ønsker at afløse Morten Olsen som landstræner.

Det siger Brian Laudrup onsdag aften i forbindelse med Danmarks landskamp mod USA. Her agerer han ekspertkommentator hos Kanal 5, som viser kampen.

»Jeg hæfter mig selvfølgelig ved én ting, og det er, at han (Michael Laudrup, red.) selv har udtalt, at skulle han blive spurgt, så vil han overveje det. Det er lidt nye toner i forhold til, hvad vi har hørt før,« siger Brian Laudrup og fortsætter:

»Du bliver også nødt til at se på, at Michael har udtalt, at han ikke vil være træner, til han når Morten Olsens alder. Det vil sige, at han har x antal år tilbage som træner. Og er det så et af hans drømmemål og ønsker at blive dansk landstræner? Det er jeg en lille smule usikker på. Med denne her nye konstellation inden for DBU-ledelsen, og den måde de tackler ting, der er jeg meget i tvivl,« siger Brian Laudrup.

Powered by Labrador CMS