Brian Holm er ikke tilfreds trods ny etapesejr
Mere vil have mere.
Sådan havde sportsdirektør på det belgiske Etixx-QuickStep-hold, Brian Holm, det efter fredagens Tour de France-etape, der resulterede i en sprintsejr til britiske Mark Cavendish – holdets tredje triumf i løbet af de første syv etaper. Læg dertil, at holdet har haft den gule førertrøje.
Man skulle tro, at Brian Holm ikke kunne finde noget at ærgre sig over. Men tro om igen.
»Jeg er stadig irriteret over, at det gik galt på anden etape (André Greipel vandt over Cavendish, red.). Jeg kan ikke rigtig glemme den dag, og der går nok et par dage endnu,« sagde den danske sportsdirektør og understregede, at holdet ikke var færdig med at jagte etapesejre.
»Vi vil gerne vinde på Champs-Elysses. Og så ville det også være fint med en bjergetape til Rigoberto Uran. Men der går 10 år imellem, at vi vinder sådan én.«
For Mark Cavendish var spurtsejren hans 26. etapesejr i det store franske løb. Men den faldt alligevel på et tørt sted, efter at briten havde været indebrændt over at have misset nogle oplagte muligheder i Tourens første uge.
»En sprinter, der ikke vinder…det er noget skidt. Og når det sker en tre-fire gange, så begynder han at tvivle på sig selv. For Mark personligt er det meget meget vigtigt, at han vandt den her. Var han blevet slået her, skulle vi have opfundet os selv, hvis han skulle komme med over bjergene,« fortalte Brian Holm, der dog aldrig havde været i tvivl om, at ‘Cav’ nok skulle får sin sejr.
»Jeg har hele tiden sagt, at jeg var villig til at vædde på, at han vandt en etape. Det var selvfølgelig Mark, der havde betalt, hvis jeg havde tabt. Haha.«