Brev fra skolen gør forældre bekymrede

Nyt tiltag skulle give tryghed, men har den modsatte effekt for forældrene.

Brevet skulle skabe tryghed. Det gjorde det ikke.
Offentliggjort Sidst opdateret

– Det skal være trygt og sikkert at gå i skole i Esbjerg Kommune, og derfor skal personalet på skolerne være klædt på til at håndtere potentielt faretruende situationer.

Sådan står der blandt andet i et brev, der netop er sendt ud til samtlige forældre, der har børn på en skole i Esbjerg Kommune. Det skriver DR Syd. 

Men brevet har skabt stor bekymring hos mange forældre.

Brevet beskriver nemlig, hvordan alle skolelærere i Esbjerg Kommune med en ny app kan alarmere myndighederne, hvis der er et skoleskyderi, en bombetrussel eller en større brand på en af skolerne.

Forvirret formand

Formanden for skolebestyrelsen på Cosmosskolen i Esbjerg, Peter Starup, undrer sig over, at forældrene har modtaget brevet.

– Det kan godt ses lidt ude af proportioner, når man forbereder sig på den slags. Det er klart, at når man informerer om, at man har sådan et system, så bringer man også en bekymring og en frygt ind blandt forældrene og de børn, der måtte høre om det, siger han til DR Syd.

Politiet reagerer på trusler

Skoleskyderier i Danmark er ikke hverdagskost, men det sker alligevel, at politiet rykker ud til en skole for at reagere på truslen om et skyderi. Det er eksempelvis ikke mange uger siden, at en 17-årig pige blev bortvist fra Slagelse Gymnasium, efter at han blev anholdt for at true med et skoleskyderi.

Newsbreak.dk omtalte historien i september, hvor det kom frem at pigen havde lagt et billede online på det sociale medie Instagram med teksten, “jeg bliver måske den næste skoleskyder.”

Pigen blev anholdt på skolens område, og politiet sendte efterfølgende mandskab ud på skolen, der fortalte eleverne om de konsekvenser, der er ved at opføre sig truende på de sociale medier.

Powered by Labrador CMS