»Breivik-museum« åbner for kritik og stærke følelser

Den store, hvide varevogn triller gennem regeringskvarteret i Oslo. Det er fredag 22. juli 2011 om eftermiddagen, og bilen tager et roligt sving ind mod regeringsbygningen Høyblokka. Bag rattet sidder en lyshåret mand, hvis navn snart bliver kendt verden over.

Han foretager en trepunktsvending og parkerer bilen så tæt på bygningen som muligt kl. 15.18. Det viser optagelser efterfølgende fra overvågningskameraer i området. Forbipasserende slentrer intetanende forbi, mens gerningsmanden forlader varevognen og tænder lunten til en 900 kg tung bombe.

kl. 15.25 detonerer bomben, og overvågningsbillederne viser, hvordan eksplosionen først farver alt i et orange lys af ild, og siden efterlader et virvar af papir, støv og glas. Bomben og den efterfølgende massakre på den lille klippeø Utøya i Tyrifjorden kostede 77 mennesker livet og forandrede Norge for altid.

Nu bliver både resterne af bombebilen og optagelserne af eksplosionen udstillet i Oslo. Udstillingen har fået navnet 22. juli-centeret og åbner i dag, præcis fire år efter terrorangrebet på præcis det sted, hvor bomben sprang.

»Det var terror, som de færreste troede kunne ske, men det skete, og det skete her,« siger kommunal- og moderniseringsminister Jan Tore Sanner fra partiet Høyre på en pressekonference.

»Vores mål er, at centret skal være et sted for refleksion og læring. Vi er overbevist om, at åbenhed og viden er det vigtigste værn mod had, vold og ekstremisme. Udstillingen er stærk og ærlig, og vi håber, den kan bidrage til refleksion,« tilføjer han.

Pårørende støtter udstillingen

Det første rum i udstillingen er et minderum, hvor der hænger billeder af dem, der blev dræbt den skæbnesvangre julidag i 2011. På et af billederne smiler 16-årige Adriane Bakkene Espeland et sødt smil, med hovedet på skrå og en AUF-nål på coboyjakken.

Et stykke tid efter, at bomben eksploderede i centrum af Oslo i 2011, ringede hun til sin mor og forsikrede hende om, at de alle sammen havde det godt på Utøya. Hun var på sommerlejr med 563 andre medlemmer af Arbejderpartiets ungdomsorganisation AUF.

De havde hørt om bomben i Oslo, og flere lejrdeltagere ringede til venner og familie, som boede eller arbejdede i hovedstaden. Moren, Unni Espeland Marcussen, boede ikke i Oslo, men datteren ringede alligevel, og hun var ikke det mindste urolig for hende.

»I er jo det tryggeste sted i verden,« husker Unni Espeland Marcussen, at hun sagde til datteren, inden hun lagde på.

40 minutter senere ringede datteren tilbage, men denne gang kunne Unni Espeland Marcussen ikke høre andet end skrig og råb. Gerningsmanden, Anders Behring Breivik, var, iført politiuniform, gået i land på Utøya med et gevær og en pistol. I en time og 25 minutter gik han koldblodigt rundt på øen og skød alle unge mennesker, han kom i nærheden af. I alt blev 69 dræbt.

»Breivik-museum«

Opkaldet med de utydelige skrig var sidste gang, Unni Espeland Marcussen hørte sin datters stemme. Hun blev skudt, mens hun varmede og trøstede en såret kammerat. Nu hænger et billede af hende sammen med de andre 76 ofre for terrorangrebet på museet, som Unni Espeland Marcussen mener er meget vigtigt at få etableret.

»For det første er det vigtigt at tage ind, at det virkeligt er sket. Det må dokumenteres på en så god måde som muligt. Jeg tænker ikke, at det er for mig som efterladt, at centeret er blevet bygget. Det er til de kommende generationer,« siger hun.

Men det er ikke alle pårørende, overlevende og efterladte, der er lige så positivt stemte over for det nye center som Unni Espeland Marcussen. I løbet af den seneste uge har flere pårørende udtalt sig meget kritisk om det. Der er også otte dræbte, der ikke er billeder af i minderummet, fordi de pårørende ikke har ønsket det.

En af de skarpeste kritikere er John Christian Elden, som var forsvarsadvokat for 115 pårørende under den efterfølgende retssag. Han omtaler konsekvent centret som »Breivik-museet« og tordner mod, at de krøllede rester af bombebilen og det falske politiskilt, som Breivik narrede de unge med på Utøya, er en del af udstillingen.

»Så vigtig er gerningsmanden ikke, at han fortjener sit eget museum. Det er et problem, at de ansatte, som blev forsøgt dræbt, skal gå forbi dette og mindes det hver dag,« siger han til norsk TV 2 og hentyder til de mange statsansatte, der fortsat arbejder i regeringskvarteret.

Unni Espeland Marcussen kan ikke forstå kritikken af, at bombebilen og enkelte billeder af Anders Behring Breivik er en del af udstillingen.

»Der er så mange, der siger, at vi må glemme ham, men det er faktisk umuligt. Han er gerningsmanden, det var ham, der gjorde det. Akkurat de ting, de udstiller, er de elementer, som narrede os, og det synes jeg, er vigtigt at vise,« siger hun.

Sørger på forskellige måder

Men den efterladte mor respekterer, at de pårørende ikke sørger på samme måde eller i samme tempo. Der har også været stærke reaktioner på, at der til august igen skal være sommerlejr på Utøya for første gang siden 2011.

»Jeg glæder mig over, at de skal have lejr der igen, og at der skal være liv. Min tanke er jo, at hvis den ø havde lagt øde, havde gerningsmanden fået det, som han ville. Men jeg respekterer, at der er nogle, som synes, at det gør ondt, at der igen skal være latter, glæde, leg og politik der, hvor deres børn døde,« siger Unni Espeland Marcussen.

I hendes egen sorgproces har hun tænkt meget over, hvad hun ville bruge sin energi på. Datteren var angiveligt den sidste, der blev dræbt på Utøya, og den uafhængige kommission, som granskede alt, der skete under og efter terrorangrebene, konkluderede i en rapport, at politiet kunne have været på øen et kvarter tidligere, end de var. Og at de dermed kunne have forhindret, at hendes datteren blev dræbt.

»Jeg kunne have brugt meget tid på at være vred på politiet, som kom for sent. Men jeg har fundet ud af, at det ikke hjælper noget. Jeg kan ikke ændre på det, og derfor bruger jeg ikke så meget energi på det, der bryder mig ned. Jeg tillader mig at mærke vreden, og det er fint, men jeg ofrer ikke mange tanker på den,« siger Unni Espeland Marcussen.

Der er stadig dårlige dage, fortæller hun, især når årsdagen nærmer sig.

»Sommeren er ikke, som sommeren var for mig før. Den er på en måde ødelagt, for jeg kan mærke, at jeg tænker rigtig meget på de dage her. Ikke mindst fordi Andrine har fødselsdag snart. Det, vi har valgt at gøre i de sidste år, er at tage ferie efter juli. Der føler vi, at vi kan sænke skuldrene og slappe af,« siger Unni Espeland Markussen.

Bundet sammen af domsteksten

Udstillingen består udover minderummet af en række rum, hvor man i kronologisk rækkefølge bliver præsenteret for begivenhederne 22. juli. Det centrale er et stort rum, hvor en 17 meter lang tidslinje snor sig gennem lokalet, og hvor resterne af bombebilen er placeret i midten.

Tidslinjen er bundet sammen af teksten fra dommen for ugerningerne, som Anders Behring Breivik modtog efter en ti uger lang retssag i 2012. Der er ingen billeder af Breivik udover på det falske ID-kort og på et billede af retssalen fra den dag, dommen blev afsagt.

Tor Einar Fargeland fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU) har det faglige ansvar for indholdet i udstillingen, og han er tilfreds med den balance, de har fundet ved at have gerningsmanden med i udstillingen uden at have stort fokus på ham.

»Det har været vigtigt at understrege, at det her var en menneskeskabt katastrofe. Det var ikke en tsunami eller en anden naturkatastrofe, det var noget, som en person gjorde. Vi er nødt til at adressere det, og det gør vi gennem teksten fra retssagen og et billede fra retssagens sidste dag,« siger han.

Derudover har der været fokus på, at der ikke skulle overdrives eller bruges for mange effekter.

»Historien er så stærk i sig selv, så vi har forsøgt at gøre det her på den mest sobre måde, så vi ikke kommer i vejen for historien,« siger Tor Einar Fargeland.

Udover videoen af bombeeksplosionen i begyndelsen af udstillingen, er der kun én anden videoinstallation. Det er i et mindre rum, hvor overlevende giver deres øjenvidneberetninger, mens de går rundt på Utøya eller i regeringskvarteret. Det er også det eneste sted på museet, hvor der er brugt lyd.

Her fortæller en lyshåret pige blandt andet nøgternt, hvordan hun på Utøya først blev ramt af skud i armen og bagefter i halsen. Efter skuddene ramte hende, væltede hun omkuld i en bunke af døde kammerater. Hun mindes stilheden, efter gerningsmanden gik, hvor hun lå og mærkede vægten af sin veninde, der lå ovenpå hende. Det eneste, hun hørte, var gurglelyde, udåndinger og regnen, som dryppede ned over øen.

Den fysiske udformning af centret er lavet i tæt samarbejde med museet »9/11 Memorial« over terrorangrebene i New York 11. september 2001. Inspireret af det amerikanske museum har arkitekten Atle Aas valgt at lade så meget af bygningen stå, som den så ud lige efter bombeeksplosionen.

»Vi har gjort bygningen sikker, men bortset fra det, har vi ikke rørt den. Det har vi gjort, fordi personerne, som også kommer til orde herinde, er vidner, men det er bygningerne også. Overfladerne i lokalet siger noget om bombens kraft,« siger han.

AUF vender tilbage til Utøya

Det er ikke kun centret, der er blevet til et mindested for terrorangrebene. Det er Utøya også, som AUF har bygget om og gjort klar til sommerlejr igen. Adskillige bygninger har fået lov til at stå, selvom flere blev dræbt i dem, og det er stadig båden M/S Thorbjørn, som skal fragte lejrdeltagerne til øen, selvom det var selvsamme båd, Breivik brugte.

»Jeg tror, det bliver en fin og værdig sommerlejr. Vi har over lang tid nu i samarbejde med støttegruppen og mange berørte fundet ud af, hvordan vi skal tage Utøya i brug. Vi er kommet frem til, at Utøya skal være et sted, hvor vi mindes og giver plads til de kommende generationer,« siger formanden for AUF, Mani Hussaini.

Det mest markante mindesmærke på Utøya er en stor, rund jernring med de dræbtes navne indgraveret, som svæver i jernvirer mellem træerne på det højeste punkt på øen.

»Det er klart, at 22. juli altid skal være en vigtig del af vores (AUF’s, red.) historie. Mit job er at sørge for, at vi aldrig glemmer, men bliver ved med at mindes dem, vi mistede på Utøya. De er med os i minderne for altid,« siger Hussaini.