Bredt forlig om finansloven

Med fem måneders forsinkelse er finansloven for i år klar, erfarer Ritzau. Regeringen får fire partier med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et meget langt tilløb har Danmark fået en aftale om finansloven for i år.

Ritzau erfarer, at SVM-regeringen har indgået en aftale med SF, Liberal Alliance, De Radikale og Dansk Folkeparti. Aftalen bliver præsenteret mandag eftermiddag.

Aftalen om finansloven skal formelt til afstemning i Folketingssalen. Det vil efter planen ske 16. maj.

SVM-regeringen har flertal og kunne derfor selv vedtage en finanslov uden hjælp fra andre partier, men regeringen har ønsket en bred aftale.

Ikke meget af forhandle om

Med en forhandlingsreserve på blot 200 millioner kroner har der dog ikke været mange penge for resten af Folketingets partier at forhandle om.

Det er markant mindre end sædvanligt, hvor reserven ofte har udgjort mindst halvanden milliard kroner.

Forhandlingsreserven er en pulje med penge, hvor partierne kan komme med deres særlige ønsker til finansloven.

Regeringen havde på forhånd varslet en stram finanslov, som ikke puster til den i forvejen høje inflation.

I otte måneder

Årets finanslov har været undervejs i næsten otte måneder, og den bliver præsenteret omkring fem måneder senere end sædvanligt.

Det skyldes, at statsminister Mette Frederiksen (S) sidste efterår udskrev folketingsvalg, som blev afholdt 1. november. Efterfølgende trak regeringsdannelsen ud til midt i december.

Da S-regeringen efter valget blev afløst af SVM-regeringen, betød det samtidig, at det finanslovsforslag, som S-regeringen præsenterede 31. august sidste år, blev lagt på hylden.

Først 23. marts i år var den nye regering klar med sit forslag til årets finanslov, som nu altså er på plads en måned senere.

Dermed lander finansloven historisk sent.

På grund af Folketingsvalg

Både i 2002 og 2008 blev der først indgået en aftale om finansloven i marts, hvilket også skyldtes, at der året før havde været folketingsvalg.

Finansloven indeholder statens budget for det kommende år.

Regeringen skal hvert år fremsætte sit finanslovsforslag inden 1. september. Det står i Grundloven.

Kan man ikke nå det, kan reglen dog omgås teknisk ved at fremsætte en videreførelse af den tidligere finanslov, hvilket kaldes en midlertidig bevillingslov.

SVM-regeringen skal altså allerede om lidt over fire måneder fremsætte sit forslag til finansloven for næste år.

SVM-regeringen præsenterede 23. marts sit udspil til en finanslov for i år, og cirka en måned senere er en aftale klar. (Arkivfoto).
SVM-regeringen præsenterede 23. marts sit udspil til en finanslov for i år, og cirka en måned senere er en aftale klar. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS