Breaking: Stor aftale om corona-fyringer
Ny aftale mellem FH, DA og regeringen skal gøre det nemmere at lave jobdeling på coronaramte virksomheder.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om arbejdsfordeling som erstatning for lønkompensationsordningen, der udløb lørdag.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet natten til mandag.
– Grundlæggende går det ud på, at vi har lavet en forbedret ordning, så man kan fordele arbejdet mellem sig på virksomheder, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Aftalen skal give mulighed for at dele arbejdet mellem ansatte i stedet for at fyre folk. Den gælder for resten af året.
Mens folk er hjemme, skal de kunne modtage dagpenge, oplyser ministeriet.
– Jeg er glad for, at arbejdsmarkedets parter igen tager ansvar og laver en aftale, der hjælper både medarbejdere og virksomheder, siger beskæftigelsesministeren en meddelelse.
Dagpenge forhøjes
Som en del af aftalen bliver den maksimale dagpengesats forhøjet til 23.000 kroner per måned.
– Vi synes, det er vigtigt, at de lønmodtagere, som deler det arbejde, der er på virksomheden, med andre, frem for at der bliver stukket fyresedler ud, oplever, at de bliver kompenseret og har en større tryghed, siger Peter Hummelgaard.
De 23.000 kroner er ifølge ministeriet godt 20 procent over den normale maksimale dagpengesats.
Ifølge Peter Hummelgaard er det svært at sige, hvor mange, der vil gøre brug af ordningen.
– Men i udregningerne har vi skønnet, at 30.000 arbejdspladser vil blive omfattet, siger han.
Den forhøjede dagpengesats vil primært blive finansieret af et arbejdsgiverbidrag, oplyser ministeriet.
Ansatte, der indgår i en arbejdsfordeling, vil desuden ikke bruge af deres dagpengeret.
Parter roser aftalen
Dansk Arbejdsgiverforening, der sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikernes Centralorganisation har forhandlet aftalen på plads, understreger, at mange virksomheder fortsat er så “hårdt ramt” af coronakrisen, at de ikke kan beskæftige deres ansatte fuldt ud.
– For dem kan arbejdsfordeling være en god løsning, siger DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad
– Denne aftale vil redde danske arbejdspladser. Ganske som aftalen om lønkompensation har gjort det. DA er meget tilfreds med, at det er lykkedes at skabe en ordning, som alle virksomheder kan gøre brug af, siger han.
FH’s formand, Lizette Risgaard, mener, at aftalen giver større tryghed for privatansatte.
– Ved at deles om arbejdet til en forhøjet dagpengesats i uger med ledighed risikerer færre en fyring. Det kalder jeg solidaritet, udtaler hun i meddelelsen.
Lønkompensationsordningen blev indført i forbindelse med coronakrisen.
Den gav virksomheder mulighed for at søge om kompensation for lønudgifter i tilfælde af, at medarbejdere blev sendt hjem.