Brasilien i skarp kritik af V-udspil
Brasiliens ambassaderåd skoser Venstres udlændingeudspil, der vil gøre det lettere for borgere fra udvalgte lande at komme til Danmark
Venstres udlændingeudspil og Søren Pinds udtalelser er faldet den brasilianske ambassaderåd, Rafael de Mello Vidal, så meget for brystet, at han i et åbent brev til Søren Pind langer hårdt ud efter Venstres tilgang til udlændingepolitikken. Ambassaderåden er ambassadørens højre hånd. Rafael de Mello Vidal bryder sig ikke om forslaget om at opdele immigranter i to grupper alt efter hvilke lande de kommer fra. I Venstres forslag vil immigranter fra højtudviklede lande (ifølge Venstres Human Development Index) få væsentligt lettere ved at få visa til Danmark end immigranter fra andre lande.
– Jeg bliver meget bekymret, når lovgivning »klassificerer« personer eller grupper af personer som hvide, sorte, bøsser eller lesbiske, katolikker eller muslimer, grønne eller blå, første- eller andenklasses, skriver Rafael de Mello Vidal.
Han er også stærkt fornærmet over, at Venstre vil rangere brasilianere som “andenklasses-borgere”.
– Vi bliver bekymrede, når brasilianere ikke bliver opfattet så godt, som de burde blive, skriver han.
Han mener ikke, at Søren Pind ved noget om, hvad Brasilien er for et land.
– Brasilien er verdens sjettestørste økonomi, landet har 200 millioner indbyggere, hvoraf de 190 millioner nyder en forholdsvis god livskvalitet, beretter ambassaderåden og tilføjer senere, at Brasilien har “de mest avancerede universiteter i regionen, et moderne, kapitalintensivt landbrug, en moderne, solid servicesektor, samt centre for avanceret teknologi og innovation.”
Derfor mener han ikke, at Brasilien bør placeres på en liste som et “lavtudviklet” land, og han mener, at Brasilien har masser af kompetent og engageret arbejdskraft at tilbyde.
Kritikken har dog ikke gjort det store indtryk på Søren Pind, der siger til Berlingske, at opdelingen tager udgangspunkt i FN’s index for, hvor højt udviklede landene er, og det er en god måde at rangeere dem på. Han afviser dog ikke, at Brasilien måske kan komme med i den gruppe af lande, der får lettere ved at få visum.
– Men det skal ikke være sådan, at fordi man er stor, men ikke opfylder reglerne, så kan man tryne sig til noget, som andre ikke kan, siger Søren Pind til Berlingske, og tilføjer, at han inden længe vil tage et møde med brasilianerne.