Brandvarm Bruninho sikrer FCN sejr i Hobro

Hobro jubel efter Thomas Hansen (14 – Hobro IK) har udlignet til 1-1. Fra venstre er det Hobros Mathias Bersang Sørensen (20 – Hobro IK), Mads Justesen (13 – Hobro IK), Martin Mikkelsen (26 – Hobro IK) og Thomas Hansen (14 – Hobro IK). Foto: Bo Amstrup/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

FC Nordsjælland hentede tre vigtige point i Hobro og kom væk fra bunden i Alka Superligaen fredag aften.

Bruninho fortsætter sin scoringsstime for FC Nordsjælland.

Fredag aften var brasilianeren således med to scoringer arkitekten bag FCN’s 3-1-sejr ude over Hobro i Alka Superligaen.

Den første scoring kom blot få sekunder efter, at Hobro havde udlignet til 1-1 kort før pausen, og sejren betyder, at FCN kom væk fra bunden, og nu har syv point for seks kampe, mens Hobro ligger sidst med fire point for samme antal kampe.

Kampen på DS Arena i Hobro begyndte nervøst, da der stod meget på spil i den tunge ende af ligaen for begge mandskaber.

Hos hjemmeholdet skulle man forsøge at revanchere 0-3-nederlaget i den seneste runde til Sønderjyske i Haderslev, mens også gæsterne havde brug for en succes efter hjemmebanenederlaget til Esbjerg.

Hobro havde blandt andre fundet plads til den tidligere Randers-spiller Tidiane Sane i startopstillingen, hvor Mayron George lå på toppen i jagten på mere succes.

FC Nordsjælland satte sig langsomt på kampen, der var en anelse stemningsforladt grundet stadionarbejde på Hobros stadion.

Kampens første chance opstod ved Martin Vingaard efter 18 minutter, da han forsøgte sig og ramte den ene stolpe. Tre minutter senere var der dog gevinst for gæsterne.

FCN pressede på, og efter noget rodet spil endte bolden hos Gudmundur Thórarinsson, der trykkede af og bragte gæsterne foran 1-0.

Scoringen fik vækket hjemmeholdet, som satte sig mere og mere på spillet og fik sat FCN under pres. Hobro kom til flest afslutninger i perioden, hvor blandt andre Tidiane Sane forsøgte sig.

Kampen steg i kvalitet, og et minut før pausen eksploderede den så med to scoringer på 30 sekunder. Først fik Hobro udlignet, da Thomas Hansen flugtede bolden i nettet efter et flot opspil.

Bolden blev givet op af gæsterne, og efter en lang bold og et indlæg fra Joshua John blev en afslutning halvklaret af Hobros målmand, Jesper Rask. Bolden endte for fødderne af Bruninho, og brasilianeren svigtede ikke med sin fjerde sæsonscoring.

Kvaliteten i spillet dalede en anelse i de sidste 45 minutter, hvor kampens vigtighed igen var til at forstå. Den tempofyldte afslutning på første halvleg i begge ender blev i stedet afløst af tre gule kort, hvilket der var seks af i alt – tre til hvert hold.

Der blev kæmpet om overtaget, og Hobro formåede ikke at lirke nordsjællændernes defensiv op, og i stedet var det igen Bruninho, der stjal billedet med få minutter tilbage af kampen.

Efter en friløber kunne den tidligere HB Køge-spiller sikkert passere Jesper Rask igen og slå sejren fast med sin femte sæsonscoring, som samtidig betød, at gæsterne hentede den første sejr i Hobro i den bedste række.

Powered by Labrador CMS