Brandvæsen raser over dumt parkerede biler
I sidste ende kan en dum parkering koste menneskeliv.
En lejlighedsbrand nytårsaften på Genforeningspladsen i København kunne være endt meget mere alvorligt end tilfældet ville det.
Da brandvæsenet ankom til stedet blev det nemlig mødt af ulovligt parkerede biler.
Det bevirkede, som du kan se på billederne over artiklen, at de store brandbiler havde besvær med at komme tæt på lejligheden.
– Det oplever vi en til to gange hver måned, fortæller Kristian Næsted, operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til Newsbreak.dk.
Ubetænksomhed
Kristian Næsted mener ikke, at det er for at genere, men simpelthen ubetænksomhed fra bilisternes side.
– Vi kommer jo for det meste frem, vi giver ikke sådan op, siger han videre.
Problemet er dog, at de ulovligt parkerede biler kan forsinke brandbilerne.
– Det tager jo tid, siger Kristian Næsted.
Moralsk opsang
Derfor valgte Hovedstadens Beredskab at fortælle om episoden på Twitter.
– Som en lille moralsk opsang, som operationschefen udtrykker det.
Heldigvis var branden i lejligheden ikke – på trods af en kraftig røgudvikling – af den kraftige slags.
Brandvæsenet fik reddet de to beboere ud, og det blev kørt til tjek for røgforgiftning.
I sidste ende kan en dumt parkeret bil dog koste menneskeliv. Og søndagens parkeringsfiasko er ikke den eneste, som Newsbreak.dk har omtalt.
Ikke første gang
29. november kunne vi fortælle historien om en bilist, der havde parkeret sin bil foran brandbilernes garager ved hovedbrandstationen i København.
Og ikke nok med det, nærmest ovenpå de formelig meterhøje bogstaver malet på jorden med ordene “Parkering forbudt”.
– Han (ejeren) mente nu, han parkerede, så vi godt kunne kommer forbi, sagde Kristian Levy, operationschef i Hovedstadens Beredskab, dengang til Newsbreak.dk.
Ordensmagten fik fat i borgeren, der nåede at flytte bilen, inden den blev slæbt væk. Det kostede en bøde til ejeren på 510 kroner.
Det var ikke første gang, bilister parkerer foran garagerne.
– Vi oplever det engang imellem, sagde Kristian Levy, der også fortalte, at grunden til, Hovedstadens Beredskab lagde billedet op på Twitter, var at opfordre borgerne til at tænke sig om.
– Nu kom der dog heldigvis ingen udrykning, mens den holdt der, sagde operationschefen.