Brandmand i vild ulykke – stikflammer stod ud fra masken
Arbejdstilsynet gik straks ind i sagen.
En københavnsk brandmand kom slemt til skade under en brandslukning. Det skriver Avisen.dk.
Ulykken skete natten til 11. august under en brandslukning på Frederiksberg i København.
Ifølge netmediet blev brandmanden forbrændt i hele den ene side af ansigtet. En ulykke, der resulterede i et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
Beredskabet fik derfor besked på med det samme at ændre praksis, så arbejdet med at slukke brande fremover udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det fremgår af arbejdstilsynets notater og rapporter, som Avisen.dk har fået aktindsigt i.
Ulykken sker, da brandmanden holder en stige for en kollega – og der falder brændende gløder og loftsmateriale ned på ham. Pludselig opstår der stikflammer omkring hans maske og hjelm.
“I samme øjeblik skriger den ansatte og river sin ansigtsmaske af, hvorved der fremkommer yderligere stikflammer fra masken omkring den ansattes ansigt,” står der i Arbejdstilsynets rapport.
Tager det alvorligt
Hovedstadens Beredskab er ansvarlig for brandmændene. Talsmand, Tim Ole Simonsen fortæller, at man tager hændelsen meget alvorligt.
– Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med Arbejdstilsynet i den her sag, og strakspåbuddet er deres måde at sikre på, at vi tager det her alvorligt. Og vi tager det her meget alvorligt, vi har iværksat en række tiltag for at sikre vores medarbejdere. Det er en sag, vi behandler med alvorlighed, fordi der er en af vores medarbejdere, der er kommet til skade, siger han til Avisen.dk.
Han forklarer endvidere til mediet, at man stadig er ved at undersøge, hvad der mere præcist har været årsag til ulykken.
– Foreløbigt er vi kommet frem til, at det enten kan skyldes en teknisk årsag, altså en fejl på apparatet, ellers kan der være sket noget i forbindelse med brugen af apparatet, som gør, at det her er sket, siger Tim Ole Simonsen .
Overtryk i apparatet
Ifølge tilsynets beskrivelse opstår der et overtryk i kredsløbsapparatet, da brandmanden tager masken af. Det gør, at ilten i åndeluften nærer de glødende materiale på hans dragt og i luften, så der blusser flere flammer op tæt på hans ansigt.
Den tilskadekomne brandmand får hurtigt masken af, bliver skyllet i ansigtet og kørt til akutmodtagelsen, skriver Avisen.dk.
Ifølge Tim Ole Simonsen brandmanden det godt igen.