Brandmand dræbt i ulykke ved markbrand
En 41-årig brandmand har mistet livet i en alvorlig ulykke ved en markbrand.
En alvorlig ulykke ved en markbrand har kostet en 41-årig brandmand livet.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Newsbreak.dk.
Branden opstod på Tåstrupved ved byen Tåstrup ved Galten.
– Det er en tankvogn, der bakker og rammer manden, siger Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
Tankvognen kører herved over manden.
Den dræbte er en 41-årig brandmand fra Østjyllands Brandvæsen.
– Det er meget trist. Også for den, der kørte bilen, siger Jørn Lindhardt.
Branden, der opstod efter klokken 17, er nu slukket, men inden måtte mandskab fra flere stationer kaldes til stedet.
Branden opstod i forbindelse med høstarbejde på marken.
Ritzau oplyser, at formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, i en udtalelse siger, at “det er med dyb sorg, at vi her til aften har konstateret, at en kollega har betalt den ultimative pris under sin indsats for at redde liv og værdier for os alle”.
– Vore tanker er hos vores afdøde kollegas familie og nærmeste, og alle kvinder og mænd i det danske beredskab takker betingelsesløst og med stolthed for at have været på hold med ham, hedder det videre i udtalelsen.