Brandfare: Mange tusinde bærbare computere trækkes tilbage

Mindst 80.000 bærbare computere af mærket Lenovo Thinkpad X1 Carbon 5th Generation, som er produceret mellem december 2016 og oktober 2017, trækkes tilbage.

Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En løs skrue på Lenovos populære bærbare Thinkpad X1 Carbon, kan sætte ild i batteriet. Nu tilbagekaldes titusindevis af bærbare computere. Det skriver fagbladet Ingeniøren.

Alene i USA er der solgt over 78.000 af denne model. I Canada er der ifølge Lenova solgt 5.500 af modellen. Hvor mange danskere, der har købt modellen, vides ikke.

“Lenovo har modtaget tre kundeindberetninger på verdensplan om en overophedning relateret til en løs skrue, som har resulteret i skader på kundernes bærbare. Lenovo har ikke modtaget nogen indberetninger om skade på personer eller andre ejendele end selve de bærbare computere”, oplyser producenten i en pressemeddelelse.

Det er tilsyneladende ikke kun Lenova, der har problemer med brandfarlige batterier.

Det er kun få dage siden Newsbreak.dk kunne fortælle, at HP-bærbare også har problemer med batterier, der kan bryde i brand.

 

Powered by Labrador CMS