Brand påsat

Branden i industribygning den 28. august 2020 menes at være påsat.

Politiet har nu fundet ud af, at industribranden i Ikast var påsat. Foto: Øxenholt Foto
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag den 28. august kæmpede et hav af brandfolk med en brand i en industribygning på Lene Haus Vej i Ikast.

Den 1000 kvadratmeter store bygning endte med at brænde ned til grunden.

Nu er det kommet frem, at politiet har fundet beviser for, at branden var påsat. Det skriver Midtjyllands Avis.

Overvågning afslører

Det er ved hjælp af overvågning fra industribygningen, at politiet er kommet frem til, at der er en stor mistanke om, at branden var påsat.

– Vi kan se to personer, der går ind via en bagdør. Den ene er inde i bygningen med en dunk og hælder noget brændbart væske ud, som efterfølgende bliver antændt, siger politikommissær Henning Præstegaard til avisen.

Politikommissæren forklarer, at det er fire forskellige virksomheder, der brugte industribygningen.

To personer har hældt brandbar væske ud inde i industribygningen. Foto: Øxenholt Foto
To personer har hældt brandbar væske ud inde i industribygningen. Foto: Øxenholt Foto

Politiet har henvendt sig til den virksomhed, der benyttede sig af området, hvor der er blevet hældt brandbar væske ud. Men ejeren af virksomheden har ingen mistanke til nogen, der kunne stå bag.

Hvis man har oplysninger om sagen, hører politiet gerne fra dig på 114.

Ikke identificeres

Selv om politiet er i besiddelse af overvågning fra bygningen, så er det ikke nok til at finde frem til gerningsmændene.

– Umiddelbart kan vi ikke identificere dem ud fra de billeder, vi har. De står som sorte silhuetter mod den port, de er filmet op ad, siger Henning Præstegaard.

Branden blev anmeldt natten til fredag den 28. august 2020.

Allerede fredag morgen kunne Midt- og Vestjyllands Politi ikke udelukke, at branden i industribygningen kunne være påsat.

– Som udgangspunkt anser vi alle brande som mistænkelige. Så det udgangspunkt har vi også med denne, sagde vagtchef ved Midt- og Vestjyllands avis Allan Riis den 28. august.

Industribygningen nedbrændte. Foto: Øxenholt Foto
Industribygningen nedbrændte. Foto: Øxenholt Foto

Flammerne fortsatte i mange timer, men efter knap otte timer var ilden slukket.

Det betød, at industribygningen nedbrændte.

Powered by Labrador CMS