Brand på Gråsten Slot
Tirsdag eftermiddag brød en brand ud på Gråsten Slot.
På Gråsten Slot i Sønderborg var der tirsdag eftermiddag problemer.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Et af slottets køretøjer – en golfvogn – brød i brand.
– Det var en kortslutning i golfbilen. Nej, jeg ved ikke, om det var kronprins Frederik eller hvem, der ringede efter hjælp, siger politikommissær Thomas Berg fra Syd- & Sønderjyllands Politi til mediet.
Ingen bygninger eller personer var i fare for branden.
Det er kun få dage siden, at kronprinsesse Mary delte et indblik fra hendes og familiens ferie, der i disse dage foregår på Gråsten Slot.
Hun viste nemlig, at tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er ligeså dygtige som deres far på et særligt punkt.
I videoen kan man se familien to yngste sende et par bolde over nettet på slottets tennisbane.
Det var i slutningen af juni, at kronprinsesse Mary afslørede, at familien var rykket til Gråsten Slot på ferie.
Sammen med en video af slottets smukke udsigt over naturen delte kronprinsessen, at Gråsten Slot var, hvor familien startede deres ferie.
Graasten Slot, som ligger i Sønderjylland, har fungeret som kongefamiliens feriebolig siden 1935, hvor dronning Margrethes forældre, kong Frederik IX og dronning Ingrid, overtog det.