Braithwaite gjorde det igen

Danske MArtin Braithwaite var for ottende gang i træk blandt de 11 startende, da Barcelona sent søndag aften med en enkelt scoring af Frenkie de Jong fik vigtig udebanesejr over Huesca

Barcelonas danske angriber, Martin Braithwaite, var igen blandt cheftræner Ronald Koemans 11 startende, da holdet sent søndag aften fik en smal udebanesejr. Foto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Barcelona er tilsyneladende ved at finde et mere stabilt niveau efter en noget svingende start under træner Ronald Koeman.

Søndag vandt catalonierne 1-0 ude over Huesca og er nu ubesejrede i de seneste seks kampe i La Liga.

Danske Martin Braithwaite var på ny med i startopstillingen og spillede 80 minutter af en kamp, hvor Barcelona trods de tætte målcifre ikke for alvor var i problemer.

Barcelona-spillerne havde næsten konstant bolden på fødderne, og selv om de ikke skabte et hav af store chancer, fik de kørt modstanderne trætte med det evige boldtrilleri.

Messi fandt de Jong

Den enlige scoring faldt efter 27 minutter, hvor Lionel Messi fandt Frenkie de Jong med en skrå, halvhøj aflevering. I fuldt løb satte de Jong indersiden på bolden og udplacerede Huescas målmand, der stod klistret til sin målstreg.

Huesca, som med 12 point for 17 kampe er sidst i La Liga, havde generelt nok at gøre med at forsvare sig, og hjemmeholdets spillere var sjældne gæster i Barcelonas straffesparksfelt.

Keeper var vågen

I anden halvleg lykkedes det dog et par gange at true storklubbens mål, men her var keeper Marc-Andre ter Stegen vågen.

Barcelona har efter 16 kampe samlet 28 point, hvilket rækker til en femteplads. Der er stadig langt op til førende Atlético Madrid, der har ti point mere og endda har spillet en kamp færre.

Powered by Labrador CMS