Brændeovnsrøg slår folk ihjel hvert år: Men vi tænker ikke over det
Undersøgelser viser, at 750.000 danske hjem huser, hvad eksperter kalder den største luftforurener af alle. Brændeovnsrøg er livsfarligt for mange.
Den seneste tid er københavnske bilister blevet portrætteret som de store miljøsvin i medierne, men ret beset burde brændeovnsrøg være mere i fokus. Den farlige brændeovnsrøg stammer fra de 750.000 brændeovne, der står i danske hjem.
Det skriver Berlingske, der henviser til en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi.
I København er der cirka 16.000 brændeovne. I en kommune med knap 600.000 indbyggere er det et begrænset antal.
Alligevel udleder byens brændeovne lige så mange fine partikler på en fyringssæson – fra midten af september til midten af maj – som den samlede biltrafik i hovedstaden gør på et helt år.
Brændeovnsrøg er et landsdækkende problem
På landsplan er billedet endnu mere dystert. Her står den samlede brændefyring for omtrent 65 procent af den samlede udledning af skadelige partikler i Danmark.
Det er de fine partikler fra brændefyring, der har sundhedsskadelige konsekvenser for mennesker.
Ifølge rapporten fra Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, er de årsag til, at omtrent 550 danskere dør for tidligt hvert år.
Ifølge seniorrådgiver ved Institut for Miljøvidenskab Helge Rørdam Olesen bor nogle danskere med mere forurening, end de indser.
– Når folk fyrer kraftigt, kan man i brændeovnskvarterer have partikelkoncentrationer, som svarer til dem, vi ser i trafikerede gader, når forureningen er højest, siger han til Berlingske.
Brændeovnsrøg er en ukendt dræber
Mange danskere er ikke klar over, at de bidrager til luftforureningen, når de tænder op i brændeovnen, mener seniorrådgiver i Det Økologiske Råd Kåre Press-Kristensen.
– Medier og politikere har fokuseret meget på dieselbiler, der også er et problem, men som dog er blevet bedre. Vi har overset brændeovnene, fordi de bare har levet deres stille liv på hr. og fru Danmarks private grund, siger han.
Ifølge tal fra Nationalt Center for Miljø og Energi (offentliggjort i 2016) kan halvdelen af de for tidlige dødsfald i Danmark som følge af partikelforuerning, som er udledt i Danmark, henføres til forurening fra brændeovnsrøg.
Tal fra 2013 viste, at 3750 mennesker dør for tidligt hvert år som følge af luftforurening, og at cirka 1000 af disse dødsfald skyldes forurening fra danske kilder.