Brækket håndled: Kræver 1,2 mio. af sin nevø

Jenniffer Connell blev mødt af en glædestrålende nevø. Hun væltede omkuld og brækkede håndleddet. Nu kræver hun millionerstatning af den 12-årige dreng. (Foto: Facebook).
Offentliggjort Sidst opdateret

Glad dreng kom til at vælte sin tante – nu vil hun have skillinger

USA er i sandhed landet, hvor man lægger sag an mod alt og alle. Flere internationale medier beretter nu om en kvinde fra Manhattan, der har slæbt sin 12-årige nevø i retten i en storstilet erstatningssag.

Hun kræver intet mindre en 1,2 millioner kroner i erstatning af knægten.

Årsag: Drengen var så glad for at se sin tante ankomme til sin fødselsdag, at han hoppede af sin nye cykel og sprang hende i møde. Tanten, Jennifer Connell, væltede omkuld og brækkede sit håndled.

– Han sprang mig i møde med ordene ’Tante Jen, jeg elsker dig.’ Og så kom han flyvende lige mod mig, har den kvæstede tante forklaret i retten, ifølge The Guardian.

Hans mor døde sidste år

Jennifer Connell forklarede også, at hun virkelig elsker sin lille nevø, som mistede sin mor sidste år.

– Han er en følsom dreng, lød det fra tanten.

Den 12-årige var indkaldt til retsmødet sammen med sin far. Ifølge mediernes referater, virkede drengen forvirret over at befinde sig i retslokalet under de noget opsigtsvækkende omstændigheder.

Jenniffer Connell arbejder som human ressource manager. Hun forklarede, at hun havde lidt store skader på grund af det brækkede håndled.

’Kan ikke løfte min forret’

Blandt andet har hun besvær med at slæbe sine varer op på tredje sal.

– Der er også megen trængsel på Manhattan. Og da jeg var til en fest forleden, havde jeg svært ved at holde min tallerken med forretten, lød det fra tanten.

Der forlyder ikke noget om, hvordan forholdet mellem tanten og hendes nevø har udviklet sig efter søgsmålet.

Dommen er endnu ikke afsagt.

ER DET RIMELIGT AT LÆGGE SAG AN MOD NEVØEN. ELLER SKAL TANTEN LIGE HOLDE HÅNDLEDDET LIDT I RO? DELTAG I DEBATTEN I FACEBOOK-BOKSEN HER UNDER ARTIKLEN

Powered by Labrador CMS