Brækkede brillerne og forstuvede foden
Den populære TV-vært Peter Ingemann humpede rundt i 'Ingemann og kongerækken'
En del seere af TV2-programmet 'Ingemann og Kongerækken', der blev sendt i går, onsdag den 12. januar, må have bidt mærke i, at værten Peter Ingemann ikke var alt for godt gående i introen.
Men det havde han nu advaret om på forhånd i et opslag på Instagram.
- Advarsel! Stødende billeder. Når du i aften ser 'Ingemann og Kongerækken' på TV2, så læg mærke til den buttede tv-værts lettere haltende og slæbende gang i start-oplægget, skrev han inden udsendelsen løb over skærmen.
Opslaget indeholder også en serie billeder af værtens 'bulne fod' og en forklaring på, hvorfor foden ser ud, som den gør.
En trærod kom i vejen
Nemlig, at han en aften faldt på vej hjem efter en festlig middag inde i Silkeborg.
- Jeg ville gå de 8 kilometer gennem skoven til mit hjem. En trærod kom i vejen - BUM - og med koldbøtte, der var en cirkusartist værdig, slog jeg panden mod en gren, brækkede mine briller i to dele og fik en trediegrads forstuvning, skriver han.
Peter Ingemann får også nævnt, at hvert eneste skridt han tog, gjorde mega ondt.