Børnene i centrum: Her er der arbejde til 500 – på én gang

Legoland i Billund har igangsat sine årlige Jobdage, hvor håbefulde folk kan få lov at vise sig frem - 500 skal ansættes.

Emma Dyrberg (tv) og Julie Tegllund hører om jobmulighederne i Legoland. KLIK for flere billeder. Foto: René Lind Gammelmark
Emma Dyrberg (tv) og Julie Tegllund hører om jobmulighederne i Legoland. KLIK for flere billeder. Foto: René Lind Gammelmark
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man gerne vil have et af de eftertragtede sæsonarbejder i Legoland, så er det en rigtig god ide at lægge vejen forbi årets jobdage, hvor man har mulighed for at give et godt førstehåndsindtryk. Sådan skriver Legoland selv i en pressemeddelelse.

Der er dog også noget at komme efter, for igen i år søger Legoland altså hele 500 nye medarbejdere, der skal være med til at skabe en god oplevelse for de besøgende, når sæsonen for forlystelsesparker starter igen og løber hen over sommeren.

Jobdagene er i fuld gang fredag og lørdag, og mange er mødt op for at tale sig til et job. Newsbreak.dks fotograf tog også i Legoland fredag.

Skal være sjovt at arbejde

De kommende 500 sæsonmedarbejdere bliver kolleger med de cirka 250 fastansatte og 250 gengangere, der har valgt at fortsætte som sæsonansatte. Arbejdsopgaverne er blandt andre steder i forlystelser, mad og drikke, butikker, information og billetsalg, hotel-restaurant, hotel-reception, rengøring, fejer, P-vagt eller grønne områder.

Selv om det kan lyde kedeligt, lægger Legoland vægt på, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

– Det er meget nemmere at give andre en god og sjov oplevelse, når man selv har det godt. I Legoland har vi skabt en kultur, hvor hverdagen er fyldt med humor og smil blandt kollegaerne. Det gør også, at vores medarbejdere har en meget naturlig og positiv tilgang til gæsterne, fordi de selv har det sjovt og er stolte af at være en del af Legoland, siger HR-chef Bente Noringriis.

Spændende dag

Mange især unge mennesker havde fredag fundet vej til Bente Noringriis og Legoland.

En af dem var 14-årig Emma Dyrberg fra Billund.

Hun havde hørt om Jobdagene og tog sammen med veninden Julie forbi Legoland for at høre om mulighederne.

– Vil ville se, hvad der var af muligheder, siger Emma Dyrberg til Newsbreak.dk.

Og muligheder var der nok af for eleven fra ottende.

– Jeg kunne komme til for eksempel at feje, samle skrald eller stå i butikker, siger Emma Dyrberg, for hvem det at arbejde ikke er helt fremmed – hun passer nemlig børn.

– Så det med at arbejde med børn er ikke fremmed for mig, siger hun.

Om hun eller Julie vælger at søge i år eller vente til næste år, ved de endnu ikke.

At det var spændende at høre om de mange muligheder, var der vist enighed om.

Jobdage i Legoland fortsætter igen lørdag 20. januar klokken 10 til 15.

Ialt regner man med at et sted mellem 1600 og 1800 besøger Jobdage fredag og lørdag.

Powered by Labrador CMS