Børnelokker på spil igen: Mand løb efter 10-årig

Igen er der en episode med en børnelokker i det sjællandske.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har den seneste tid modtaget en række anmeldelser om en mulig børnelokker på spil i området omkring Lille Skensved, Viby Sjælland, Jyllinge, Hvalsø og Kirke Hyllinge.

Nu lader det til, han har slået til igen.

Søndag klokken cirka 16 så en 10-årig pige en varebil med en sort stribe på siden, der holdt parkeret ved Jyllinge Parkvej/Værebrovej i Jyllinge. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i kredsens døgnrapport.

Pigen så en mand, der gik i retning mod hende og pludselig sætter han i løb hen mod hende. Hun vendte om og løb væk. Manden løb efter hende, indtil de mødte et ægtepar, der var ude at gå. Manden stoppede op og pigen løb sin vej.

Han beskrives som: Mand, 50-60 år, 175 centimeter høj, fedladen, mørkt krøllet hår, udenlandsk udseende, flere ar i ansigtet, iført sort jakke, hvid bluse, sorte sko og sorte læderhandsker.

Politiet fik identificeret ægteparret, der ikke har set manden, men som har bemærket pigen.

En anholdt

Midt- og Vestjællands Politi har haft en person anholdt i sagen. På trods af, sigtelsen opretholdes, er han dog siden blevet løsladt – en afgørelse, som landsretten foretog, modsat den, som byretten var nået frem til.

– Landsretten har bestemt, at han skulle løslades. Her har man ikke ment, at der var grundlag for at varetægtsfængsle manden. Det må vi forholde os til. Det er spillets regler, har Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, tidligere udtalt.

Børnene er blandt andet blevet tilbudt slik og Pokémon-kort. Nogle er også blevet tilbudt et lift. En 10-årig dreng er med magt forsøgt trukket ind i varebilen.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Midt- og Vestsjællands Politi  for yderligere oplysninger om hændelsen.

Midt- og Vestjællands Politi efterlyser vidner til søndagens episode ved Jyllinge Parkvej/Værebrovej.

Har du oplysninger, kan du kontakt politikredsen på telefonnummer 114.

 

Powered by Labrador CMS