Børnelokker løs i provinsby
Mand forsøger at lokke små børn med tivoli-billetter.
En mand har angiveligt udnyttet festivitasen under kræmmermarkedet Hammel Hestemarked til at opsøge børn på en måde, der unægteligt sender tankerne i retning af børnelokkeri og det, der er værre.
Fra Østjyllands Politi vil man dog kun bekræfte, at der er blevet foretaget anmeldelser i forbindelse med markedet.
– Vi har fået anmeldelser fra borgere om noget, der er foregået på Hammel Hestemarked, fortæller kommunikationskoordinator ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen.
Kan du sige, hvad det er, de har oplevet?
Nej, siger Marianne Morgen.
Ifølge FavrskovPosten er der tale om en mand, der huserer i området og opsøger børn på en direkte upassende måde. Hans opførsel har gjort, at man fra lokalpolitiets side har kontaktet folkeskolerne i området med en påmindelse om, at børnene ville have godt af at få genopfrisket, hvad en børnelokker er for en størrelse.
På Facebook-siden “Hammel-uglerne,” har en borger offentliggjort den meddelelse, der angiveligt er sendt ud til blandt andet Regnbueskolen, der ligger i udkanten af Hammel:
Meddelelsen:
Til SSP-gruppen.
Advarsel – orientering – tid for at genopfriske børnenes lærdom om ”børnelokker”
Politiet har modtaget 2 henvendelser fra bekymrede forældre, hvis 12-13 årige børn via instagram/facebook profilerer blevet kontaktet med venneanmodninger/snapschat mv..
På Hammel Hestemarked har pgl. kontaktet børn og givet tivolibilletter og givet penge til tivolibilletter til andre børn
Pgl. er identificeret af mig – både dømt og har verserende sager om ”pædofili”
venlig hilsen
Arne Knudsen
Landpolitiassistent
Landpolitiet i Ulstrup/Hammel
Newsbreak.dk har forsøgt at kontakte landpolitiet i Hammel, uden held. Landpolitiet modtager ikke henvendelser om fredagen.
Forældre har anmeldt manden
FavrskovPosten har været i kontakt med en kilde, der er en af de forældre, de har anmeldt manden for den upassende opførsel.
– Jeg har politianmeldt ham sammen med flere forældre. Han har kontaktet ualmindeligt mange børn i området, siger den anonyme forælder til FavrskovPosten.