Børnehavebørn oplever virkeligheden: Her slagter de rensdyr
En børnehave i Norge er havnet i lidt af en mediestorm efter at have offentliggjort makabre billeder på sin Facebook-profil.
Som udgangspunkt er der ikke noget særligt i, at børnehaver deler billeder af de forskellige aktiviteter, som de små poder underholder sig med i løbet af dagen, mens fædre og mødre keder sig på arbejdet. En samling billeder fra en norsk børnehave har dog fået sindene i kog – selv om det egentlig bare vidner om, at børnene indvies i virkeligheden.
På den fine samling af billeder, ses en samling børn slæbe rundt på blodindsmurte rensdyr og kaste rundt med afskårne lemmer fra dyrene. Men – trods det makabre udtryk – så er der en helt almindelig årsag. Børnene var med til en normal rensdyr-slagtning.
Børnehaven Granstubben bekræfter hændelsen over for Newsbreak.dk og glæder sig i øvrigt over, at vi vil sætte fokus på historien. Børnehaven er havnet i lidt af en mediestorm, efter flere medier har fortalt historien med de bizarre billeder.
En del af kulturen
Det var børnehavens ældste børn, der var med til slagtningen, der foregik i nærområdet. Børnehaven ligger i Steinkjer i Fylket (tilsvarende et dansk amt, red.) Nord-Trøndelag, og på de kanter er rensdyr-hold en helt naturlig ting.
I et opslag på børnehavens Facebook-profil kommenterer ledelsen på den strøm af kommentarer, der er væltet ind.
– Vi kan ikke nå at svare alle, så vi har lavet denne generelle kommentar. Vi har fuld forståelse for, at mange finder billederne voldsomme. Billeder viser dog, hvordan det ser ud i et område, hvor disse slagtninger er almindelige, skriver børnehaven.
Til avisen Dagbladet udtaler den daglige leder, at det er vigtigt for børnehaven at formidle, at det er en vigtig del af norsk kulturarv.
– Vi har et ansvar for at forklare, hvordan livet hænger sammen, siger Dag Olav Stølan.
Tvinger ikke nogen
På institutionens Facebook-profil er det væltet ind med hidsige kommentarer fra personer, der synes, det er grotesk at involvere børn i den slags, men institutionen selv påpeger, at ingen selvfølgelig bliver tvunget til at se dyrene dø.
– Børnehavens personale er gode og sikre voksne, der tager sig af og holder øje med børnene og deres aktiviteter. Skulle der være nogen, der ønsker at bakke ud fra noget eller undgå at se noget, så taler personalet med dem. Både før, under og efter, skriver Granstubben.
Fra den daglige leder er forklaringen på, hvorfor billederne havnede på Facebook-siden, klar. Det handler om at vise, hvad der sker.
– Siden blev oprettet, fordi vi ønsker at vise, hvor meget fantastisk børnehave-arbejde, der bliver gjort. Vi har respekt for, at der er uenigheder, men vi beder også om forståelse og respekt for samerfolket. Dette er deres levebrød, siger Dag Olav Stølan til Dagbladet.