Børnefamilier har den højeste marginalskat
Når lavtlønnede børnefamilier tjener flere penge, mister familien tilskud, og dermed betaler de en højere marginalskat end de højestlønnede danskere. Det viser nye beregninger fra den liberale tænketank Cepos.
Børnefamilier får mindre ud af at tjene flere penge.
Hvis en enlig dansker, der tjener 30.000 kroner om måneden, stiger 1.000 kroner i løn eller arbejder for 1.000 kroner mere, får han eller hun 572 kroner ind på lønkontoen.
I en børnefamilie, hvor begge parter tjener 17.000 kroner om måneden, får familien kun 355 kroner udbetalt ekstra, hvis den ene part arbejder for 1.000 kroner mere. Det skyldes, at familien mister tilskud til boligsikring og friplads. Det skriver Søndagsavisen.
Den skævhed er en torn i øjet på SF.
»Det er derfor, vi i SF ønsker skattelettelser i bunden. Regeringen vil sænke topskatten, men det er ikke til fordel for almindelige lønmodtagere,« siger skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) til Søndagsavisen.
Tilskud til friplads og boligsikring forsvinder
Børnefamilierne rammes, fordi deres tilskud til friplads i daginstitutionen og boligsikringen gradvist forsvinder, når de tjener mere. Derfor bliver deres marginalskat tilsvarende høj.
Faktisk skal en forælder arbejde mere end to dage ekstra for at tjene nok til at invitere to børn, ægtefællen og sig selv i biografen og se den kommende »Star Wars«-film, der har premiere i december, hvis der også skal være popcorn og sodavand til børnene.
Det bekymrer regeringspartiet Venstre.
»Det virker voldsomt, at man skal arbejde så meget for en biograftur. Det må jeg sige,« siger skatteordfører Louise Schack Elholm (V) til Søndagsavisen.
»Men vi gik faktisk til valg på, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og at der skal målrettes skattelettelser til de lavestlønnede grupper. Vi præsenterer et skatteudspil til foråret. Her tager vi højde for det her problem,« tilføjer hun.
BNB