Børn tilset af læger efter mystisk udslip i svømmehal
Blandt andre var elever fra tre skoleklasser til stede i svømmehallen, da der skete et utilsigtet udslip.
Indsatsen ved Svømmehallen på Trædrejerporten i Hvidovre er sent torsdag eftermiddag blevet afsluttet, meddeler Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Forud går en omfattende afspærring af et stort område på stedet, der både talte boligblokke, veje og daginstitution. Ingen er kommet noget alvorligt til ved det gasudslip, der blev opdaget tidligere torsdag.
I en pressemeddelelse fra Hvidovre Kommune fremgår det, at der var en del børn til stede i svømmehallen. “Tre skoleklasser fra Holmegårdsskolen fik klokken 11.30 i dag afbrudt deres svømmeundervisning i Avedøre Idrætscenter på grund af kraftig lugt af klor”, skriver kommunen.
Der var i alt omkring 100 mennesker til stede, da klorlugten bredte sig fra et teknikrum tilknyttet svømmehallen, hvor efter der skete omgående evakuering. Seks personer måtte ifølge politiet et smut på skadestuen, mens de resterende – herunder de mange børn – blev tilset af tilkaldt lægepersonale.
Hvidovre Kommune skriver, at skoleeleverne var tilbage på skolen klokken 13 efter evakueringen, og her blev de alle tilsat af lægefagligt personale. Det samme gjorde medarbejdere, der var til stede.
Efter den umiddelbare evakuering, etablerede Københavns Vestegns Politi i samarbejde med Hovedstadens Beredskab en omfattende afspærring, som nævnt.
I den forbindelse fik daginstitutionen Tryllestien, som er nabo til Avedøre Idrætscenter, ifølge kommunen umiddelbart efter uheldet besked på at holde børn og voksne inde, og det blev de.
Forældre blev orienteret om muligheden for at hente børn. Dette kunne dog ikke foregå via bil, da vejene i området også var spærret. Afspærringen er klokken 17.15 blevet ophævet.
På sin hjemmeside skriver Avedøre Idrætscenter, at svømmehallen grundet tekniske problemer er lukket på ubestemt tid. Det samme står på centrets Facebook-profil.
Ifølge politi og beredskab er der intet, der tyder på, at der er sket andet end et uheld. Det undersøges nu, hvad der præcis er gået galt torsdag.