Børn svigter fritidsinstitutionerne

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er blevet færre børn om gyngerne og mere plads på madpakkehylderne i landets fritidsinstitutioner.

Det viser en ny undersøgelse fra BUPL ifølge Politiken.

Det er før hørt, at folkeskolereformen har betydet længere skoledage for børn, som derfor ikke har tid til at gå i hverken SFO eller fritidsklub. Og ifølge BUPLs undersøgelse er der noget om snakken.

Helt konkret er der fra oktober 2013 til oktober 2014 sket et gennemsnitligt fald på 5,8 procent, når det gælder antallet af elever fra 0. til 3. klasser, der går i fritidsinstitutioner. Hvad angår elever fra 4. til 9. klasse er 14,6 procent færre indskrevet i institutionerne, når man sammenligner oktober 2013 med oktober 2014.

Forældre vil ikke betale samme pris som før

Ifølge Frank Sørensen, der er fællestillidsmand i Greve Kommune, skyldtes de færre indskrevne børn, at forældre ikke længere vil betale det samme beløb for en plads i en fritidsinstitution, når barnet har mindre tid at tilbringe i den. Men det har sin pris:

»De sociale relationer til deres kammerater forsvinder. De mister venskaber på tværs af klasser. Hvis en gruppe børn først melder sig ud, forsvinder resten hurtigt. De kommer og går sammen i flokke,« siger Frank Sørensen til Politiken.

Han uddyber over for avisen, at især svage og udsatte børn bliver ramt, fordi det er lettere for dem nu at gå direkte hjem efter skole og være alene. Dermed risikerer de at blive ensomme. Fællestillidsmanden opfordrer derfor kommunerne til at se nærmere på forældrebetalingen og eventuelt give pædagogiske fripladser til udsatte børn.

Powered by Labrador CMS