Børn finder mystiske myrer i Danmark
En myre fra syd har slået sig ned i Danmark. Den er aldrig fundet så langt nordpå, siger forsker.
En gruppe skolebørn fandt i foråret 2015 en helt ny myreart i Danmark. Arten, der stammer fra Sydeuropa, er invasiv i både USA og Canada.
Myren, der hedder Tetramorium Immigrans, har nu etableret sig i Danmark, hvor den også risikerer at sprede sig invasivt.
Det er utrolig interessant, vurderer Julie Koch Sheard, forsker ved Center for Makroøkolgi, Evolution og Klima ved Statens Naturhistoriske Museum.
– Det er det nordligste punkt, hvor den er blevet fundet, siger hun.
Hun er den førende forsker bag “Myrejagten”, et projekt der samler viden om myrerne i Danmark med hjælp fra børn og voksne.
Det var elever fra Sølvgades Skole i København, der fandt myrerne i Botanisk Have i København.
– Det viser, at befolkningen og børn kan bidrage til forskning og kan være med til at holde øje med vores natur og opdage om der kommer nye arter til.
– I dette tilfælde en art, der måske kunne gå hen og blive et problem i fremtiden, siger hun.
En invasiv art er karakteriseret ved, at den er introduceret i et område, hvor den ikke hører hjemme, men alligevel formår at formere og sprede sig og derved udgør en trussel mod de oprindelige hjemmehørende arter.
Kan blive et problem
Den nye tilflytter i myreverdenen kan måske blive en konkurrent til den danske Sort Havemyre, vurderer Julie Koch Sheard.
Sort Havemyre er ikke truet men findes overalt, påpeger hun.
– På den måde er den (Tetramorium immigrans, red.) ikke et problem. Men den kan blive et problem for mennesker, fordi den netop høre til i bymiljøerne, hvor den går ind i folks huse og optræder talrigt.
– Så har den en brod, så den stikker ligesom en bi. Det kan godt genere, hvis man får mange stik. Og så angriber den også planter i køkkenhaven, siger hun.
Det er dog endnu ikke slået fast, at myrearten er invasiv.
Undersøgelsen af den nye art er lavet i samarbejde med biolog Rasmus Stenbak Larsen fra Center for Social Evolution ved Københavns Universitet, der var med til at finde arten og har stået for arbejdet i laboratoriet.
I juli 2007 kom der en plan for hvordan man udrydder 14 invasive arter i Danmark. Det kan du læse mere om her: Danmark forbyder 14 nye invasive arter