Børn faldet ned af farlig Ikea-kommode

Tre børn er faldet ned af et møbel. Det er der en grund til. Men nu advarer Ikea.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ikea tilbagekalder nu et møbel, der har været årsag til, flere børn er kommet til skade.

Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.

Ikea beder alle kunder, der har et SUNDVIK puslebord/kommode, om at sikre den del, der kan klappes op og ned, med de leverede sikkerhedsbeslag. Hvis man ikke kan finde eller har mistet beslagene, kan man kontakte Ikea og få nye beslag tilsendt.

Børn faldet ned

Ikea har modtaget tre rapporter om hændelser, hvor den del af SUNDVIK puslebord/kommode, der kan klappes op og ned, har løsnet sig, og barnet er faldet ned fra puslebordet. I alle hændelserne blev sikkerhedsbeslagene ikke brugt i henhold til instruktionerne.

– Ingen af de tre tilfælde er sket i Danmark, siger Tina Lindharth, Corporate Communication Manager i Ikea, til Newsbreak.dk.

Hun fortæller videre, at der i Danmark er et enkelt eksempel på, at en plade på puslebordet er knækket. Igen fordi, sikkerhedsbeslagene ikke var monteret.

– Det er ikke sådan, de er tiltænkt i desingfasen. Men vi har nu advaret vores Family-medlemmer via mail og på vores Facebook-side, siger Tina Lindharth.

Ingen fatale hændelser

De tre børn, der er faldet fra puslebordet er ifølge Ikeas oplysninger ikke kommet slemt til skade.

– Sikre produkter har altid førsteprioritet i Ikea, og vi er meget kede af at høre om hændelserne, men taknemmelige for, at børnene, så vidt vi ved, har det godt. Ikea har nu gennemført sikkerhedsforanstaltninger og vil forbedre produktkommunikation yderligere, siger Emelie Knoester, Children’s Business Area Manager, Ikea of Sweden.

Derfor

Ikea har oplevet, at kunderne bruger produktet som et puslebord, der dagligt klappes op og ned, og ikke bruger sikkerhedsbeslagene i henhold til instruktionerne.

Den tilsigtede brug er at møblet først anvendes som puslebord til små børn. Og derefter, når man ikke længere har brug for puslebordsfunktionen, kan produktet bruges som opbevaringsmøbel.

Som en forebyggende sikkerhedsforanstaltning beder Ikea alle kunder, der har et SUNDVIK puslebord/kommode, om at kontrollere at det er samlet korrekt i henhold til samlevejledningen. Hvis man ikke kan finde eller har mistet sikkerhedsbeslagene, kan man kontakte Ikea og få tilsendt nye.

Dette skal du gøre

Kunder kan få flere oplysninger på Ikeas hjemmeside, eller kontakte Ikea på 70 15 09 09. Kunderne behøver ikke forevise købsbevis, for eksempel kvittering.

Ikea er af den overbevisning, at produktet er sikkert, når det anvendes til den tilsigtede brug og i henhold til instruktionerne.

“Vi beklager den ulejlighed, dette måtte forårsage”, skriver Ikea i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS