Børn er blevet bedre til at bruge cykelhjelm
Ny undersøgelse viser, at børn er blevet bedre til at spænde cykelhjelmen - men de ældste halter stadig efter
Der er god grund til at sætte fokus på brugen af cykelhjelme blandt børn. En ny cykelhjelms-undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har gennemført i 28 byer viser, at det går godt med at bruge cykelhjelm blandt de mindste børn. Det kniber mere med de ældre børn i alderen 10 – 16 år.
Og det er en rigtig god nyhed, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. Men der er stadig en udfordring, at mange børn dropper cykelhjelmen, når de bliver større – og det går i værste fald ud over hjernen.
I perioden 2011 – 2014 har 3.174 børn og unge fået en hoved- eller nakkeskade i forbindelse med en ulykke på cykel, viser tal fra Danmarks Statistik.
Men hvilke konsekvenser har disse skader?
– Det svinger meget, siger pressechef for Rådet for Sikker Trafik, Søren Ørsted Pedersen til newsbreak.dk
– Det kan være meget alvorligt. Hjerneskade kan påvirke syn, lugt og smags-sansen. Det kan påvirke koncentrationen, de kan få svært ved at klare en uddannelse.
– Vi plejer at sige, hellere brække en arm eller et ben, for det kan man reparere på. Hjernen er meget mere skrøbelig.
Forældre skal være rollemodeller
De fleste, der har været i kontakt med de unge mennesker, ved, at det kan være svært at trænge igennem til den pubertære fornuft.
Så hvordan får man overbevist de unge mennesker om, at den cykelhjelm altså skal på?
Nogle forældre hægter det sammen med lommepengene, fortæller Søren Ørsted Pedersen. For eksempel kan mangel på cykelhjelm have konsekvenser for lommepengene – eller omvendt kan brugen af cykelhjelm udløse flere lommepenge.
– Man skal blande sig, siger Søren Ørsted Pedersen.
– På forældremøder kan man tage emnet op og sige: “vi er enige”, og så er man flere om det og holder øje med dem.
Men den bedste måde at få sine børn til at bruge cykelhjelmen, er ved selv at gøre det.
– Børn gør, hvad du gør, ikke hvad du siger. man skal være en god rollemodel.
– Børn kopierer forældres adfærd i trafikken.
Selvom det er en god nyhed, at flere børn bruger cykelhjelm, vil Rådet for Sikker Trafik gerne have tallet endnu længere op.
Derfor lancerer de en kampagne, der hylder “nedern forældre”, som hver dag kæmper en brav kamp for at få børnene til at tage cykelhjelmen på.
Budskabet i kampagnen er, at når man som forældre kræver, at børnene skal køre med cykelhjelm, er det den ultimative kærlighedserklæring.
Se mere og få gode råd på kampagnens Facebookside.