Borgmestre raser: Styrelse vildledte om skifergas-sag
Energistyresen har givet forkerte oplysninger om skifergasboringer i Nordjylland, mener flere borgmestre.
Flere nordjyske borgmestre er rasende over, at Energistyrelsen angiveligt har givet EU fejlagtige oplysninger om processen omkring en prøveboring efter skifergas. Det skriver tv2nord.dk.
EU har indstillet en række minimumskrav til medlemslande, der forsøger at efterforske eller udvinde skifergas. Foruden en lang række tekniske forhold skal medlemsstaterne også svare på, om der har været fuld offentlighed omkring de nationale projekter.
Her har Energistyrelsen på Danmarks vegne angiveligt svaret ja, skriver tv2nord.dk.
Steen Gade (SF), der er formand for Folketingets Energiudvalg, undrer sig over Energistyrelsens svar til EU angående processen i Danmark.
»Jeg mener faktisk, at det er helt misvisende. Det svar dækker jo overhovedet ikke virkeligheden. Ikke engang Folketinget var jo klar over, at projektet her drejede sig om skifergas,« siger Steen Gade til den nordjyske TV-station.
Professor og EU-ekspert Søren Dosenrode, Aalborg Universitet, siger til tv2nord.dk, at det er »kritisabelt«.
»Den danske stat har et kæmpe embedsværk, så det burde ikke være noget problem at give retvisende svar. EU er et retssamfund, der bygger på, at staterne lever op til de forpligtigelser de har både juridisk og moralsk, så selvfølgelig skal Danmark svare korrekt,« siger Søren Dosenrode.
Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Gade (V), og Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), vil nu klage til staten over manglende åbenhed i skifergas-sagen, skriver tv2nord.dk.
Det franske energiselskab Total gennemfører i øjeblikket en prøveboring efter skifergas i Nordjylland.