Borgmester stukket ned under tale

En mand har angrebet borgmesteren i Gdansk under en koncert for velgørenhed, rapporterer polske medier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdatering: Borgmester Pawel Adamowicz er død af sine sår.

Original artikel:

Borgmesteren i den polske by Gdansk er søndag blevet stukket ned, og hans tilstand betegnes som meget alvorlig.

Det oplyser den polske indenrigsminister, Joachim Brudzinski.

Ministeren betegner angrebet som “en ubegribeligt barbarisk handling”.

En mand angreb borgmesteren, Pawel Adamowicz, ved et større velgørenhedsarrangement i den polske havneby.

Det skete omkring klokken 20, da Adamowicz var på scenen for at tale.

Gerningsmanden, der blev pågrebet på stedet, gik op på scenen og stak borgmesteren med en skarp genstand.

Uskyldigt fængslet

Den polske tv-station TVN24 rapporterer, at gerningsmanden råbte, at han havde været uskyldigt fængslet, og at borgmesterens parti, Borgernes Platform, var skyld i det.

Ifølge TVN24 tog borgmesteren sig til maven, efter manden var løbet op på scenen og havde stukket ham. Nogle medier skriver, at gerningsmanden brugte en kniv, mens andre rapporterer en “en skarp genstand”.

– Lad os alle bede for borgmester Adamowicz. Pawel, vi er med dig, skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter.

Tusk, som er tidligere polsk premierminister og var med til at stifte Borgernes Platform, kommer selv fra Gdansk.

Adamowicz har været borgmester i Gdansk siden 1998. Han er en del af den demokratiske opposition, der opstod i byen under den tidligere Solidaritet-leder Lech Walesas ledelse.

Adamowicz betragtes som en relativt progressiv politiker, der støtter LGBT-rettigheder og taler for øget tolerance over for mindretal.

Powered by Labrador CMS