Borgmester har bøn til politiker efter sexafsløring
Syddjurs' borgmester opfordrer udvalgsformand til at trække sig efter beskyldning om at arrangere gruppesex.
Som Newsbreak.dk fortalte onsdag, efterforskes byrådsmedlem Per Zeidler for sin rolle i sager om sexorgier og arrangerede gang-bangs. Nu har borgmesteren i Syddjurs Kommune, hvor Per Zeidler er medlem af byrådet, opfordret ham til at trække sig.
– Jeg er utrolig skuffet over, at Per Zeidler vælger at være fraværende fra byrådet for at deltage i den slags aktiviteter. Det er for tidligt at sige, om der er tale om kriminelle handlinger, det må politiet afgøre. Det er dog min opfattelse, at hans handlinger er uværdige for et byrådsmedlem og en udvalgsformand. Jeg vil derfor opfordre Per Zeidler til at anmode om lov til at trække sig fra byrådet og som udvalgsformand, Claus Wistoft, skriver borgmesteren i pressemeddelelsen.
Det var Århus Stiftstidende, der indledningsvist kunne fortælle, at Per Zeidler 25. oktober burde have siddet med til møde i byrådssalen på Ebeltoft Rådhus. Avisen har dokumenteret, at Per Zeidler istedet befandt sig Ammitsbøl Forsamlingshus ved Vejle, samtidig med at der blev afviklet sexorgier i selvsamme forsamlingshus.
Ifølge Århus Stiftstidende efterforsker politiet sagen. Per Zeidler har selv nægtet at udtale sig videre om sagen til Århus Stiftstidende.