Borgmester: Forkert af leder at udtale sig om drab på bosted
Københavns socialborgmester kalder det forkert, at leder på Center Lindegården spekulerer i årsag til drab.
Spekulationer gavner ingen.
Socialborgmester i Københavns Kommune Jesper Christensen (S) kalder det for spekulationer, når centerchef på bostedet Lindegården siger, at drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent for to måneder siden kunne have været undgået.
Centerchefen, Birger Jacobsen, siger til Politiken, at der op til drabet var et alvorligt brud på sikkerhedsaftalerne.
Medarbejderen havde nemlig ikke lukket og låst døren bag sig, da hun var medicinrummet, hvorfor beboeren kunne trænge ind og stikke hende ihjel.
Men det kan man ikke allerede konkludere, siger Jesper Christensen.
– Jeg synes, det er helt forkert at begynde at spekulere i, hvad der er sket, før de officielle undersøgelser af hændelsesforløbet er færdige.
– Politiet efterforsker sagen, og vi er selv i gang med en kerneårsagsanalyse sammen med blandt andre Region Sjælland. Jeg ved, at den pågældende leder beklager udtalelserne til Politiken, skriver borgmesteren i mail.
Centerleder beklager sin udtalelse
Torsdag har centerlederen sendt en mail til medarbejderne, hvor han beklager sin udtalelse:
– Jeg vil gerne skriftligt følge op på samtalerne her til morgen på Lindegårdshusene og endnu engang dybt beklage udtalelserne, der refereres til i Politiken i dag.
– Jeg har i hele forløbet efter den tragiske hændelse 25. marts arbejdet for at bevare den gode arbejdsplads – også her i god, konstruktiv dialog og samarbejde med jer.
– Derfor finder jeg det relevant og ikke mindst rimeligt at undskylde for de udtalelser, som jeg i en presset situation ikke kunne overskue konsekvensen af, lyder det fra Birger Jacobsen.
Centerchefens udtalelser fik dog også fagforeningen FOA, som organiserer social- og sundhedsassistenterne, op af stolen.
Formand Dennis Kristensen har sagt til Politiken, at Lindegårdens centerleder “gør sig til dommer over noget, retssystemet skal afgøre”.
Drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent skete 25. marts på det socialpsykiatriske bosted i Roskilde.
/ritzau/