Borgerservice fraråder flere rejser til Iran
Udenrigsministeriets Borgerservice har lørdag ændret rejsevejledning for Iran efter angreb på militærleder.
Alle ikke-nødvendige rejser til Iran frarådes af Udenrigsministeriets Borgerservice, der lørdag har ændret sikkerhedsniveau i sin rejsevejledning for landet.
Ændringen sker efter fredagens amerikanske droneangreb mod den iranske militærleder Qassem Soleimani. Han blev dræbt i Irak.
Indtil lørdag frarådede Borgerservice alle rejser til iranske grænseområder til Irak, Afghanistan og Pakistan, Sistan-Baluchistan og den østlige del af Kerman-provinsen.
Som noget nyt frarådes nu alle unødvendige rejser til hele Iran.
Borgerservice råder samtidig alle danskere, der opholder sig i Iran, til at overveje, hvorvidt det er nødvendigt at forblive i landet.
Hvis det ikke er tilfældet, bør man overveje at forlade Iran.
Landesorg
Der er erklæret landesorg efter drabet på Qassem Soleimani. Begravelsesceremonier for generalen vil blive holdt i Mashhad søndag den 5. januar, i hovedstaden Teheran dagen efter og i Kerman tirsdag.
Ceremonierne forventes at tiltrække store menneskemængder. Danskere opfordres af Borgerservice til at udvise forsigtighed og holde sig på afstand af ceremonierne og eventuelle demonstrationer.
Det vurderes således, at de kan udvikle sig voldeligt.
Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer i øvrigt til at følge de lokale myndigheders anvisninger.
Truer med hævn
Drabet på topgeneralen anses for at være en voldsom eskalering af konflikten mellem USA og Iran.
Både det nationale sikkerhedsråd i Iran og landets øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, har varslet hævnaktioner mod USA.
En leder af Iran Revolutionsgarde siger, at 35 steder allerede er blevet identificeret som mulige mål for en hævnaktion mod USA.
Han fremhæver blandt andet Hormuzstrædet som et oplagt mål, da det er strategisk vigtigt for Vesten.
Hormuzstrædet er eneste adgangsvej for skibe i Den Persiske Golf til resten af verden. En tredjedel af verdens olie, der transporteres ad søvejen, går gennem strædet.
Konflikten risikerer også at få konsekvenser for den danske handelsflåde.
Mellem 150 og 170 danskopererede skibe passerer således gennem strædet hver måned, oplyser Danske Rederier.