Borgerforslag skal stoppe forhadt regel
Der er massiv opbakning til forslaget, og politikerne skal nu kigge på det.
Allerede efter 30 minutter havner der parkeringsbøder i bilernes forruder på parkeringspladserne ved handelsgaderne, Østergade og Bredgade, i Skjern.
Det har både kunderne og de erhvervsdrivende længe været godt trætte af. Det skriver DR P4 Midt & Vest.
– Man kan ikke nå at komme ind og få lappet en cykel, man kan ikke komme til frisøren eller nå ind og spise en lækker frokost, forklarer bychef i Skjern, Mette Christensen til DR P4 Midt & Vest.
Og nu skal det være anderledes, for folk i Skjern gør nu brug af en helt ny mulighed for at stille borgerforslag til politikerne.
I sidste uge besluttede politikerne i Ringkøbing-Skjern nemlig, at man fremover med 1148 underskrifter kan få en sag op i byrådet eller et udvalg.
– Vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle igang med en underskriftsindsamling, siger Mette Christensen.
Teknisk udvalg skal se pås agen
De 1148 underskrifter er for længst samlet ind, og parkeringstiden i Østergade og Bredgade bliver nu placeret på politikernes bord. I første omgang hos teknisk udvalg.
– Vi har jo indført den her regel, for at folk skal komme til orde, og det er så det, der er sket i den her sag, siger udvalgsformand John G. Christensen til DR P4 Midt & Vest.
Noget tyder på, at det gør en forskel, for der er udsigt til, at folk i Skjern kan slippe for de korte tidsfrister på parkeringspladserne.
– Jeg tror på, at den er forholdvis nem at håndtere og løse til de flestes tilfredshed – også i Skjern, siger John G. Christensen.
Kunder står til en fordel
Det var først sidste år, der blev indført p-vagter i Skjern, men før der var faktisk ikke problemer med, at for mange langtidsparkerede, eller at det var for svært at finde en parkeringsplads, forklarer bychef Mette Christensen.
Hun forventer derfor heller ikke problemer, hvis parkeringstiden bliver forlænget til tre timer. Hun ser kun fordele, især for kunderne.
– Det gør, at man som kunde i Skjern ikke skal stresse over, om man kun kan parkere her i en halv time, siger hun til DR P4 Midt & Vest.
– Man kan sige, at det er en lille ting i en stor kommune at hæve parkeringstiden fra 30 minutter til tre timer, men det er faktisk en rigtig stor ting for os i Skjern.
Bychefen er glad for den nye mulighed for at stille borgerforslag til politikerne ved at samle underskrifter.
– At det nu er muligt viser, at kommunen er meget lydhør, og det er da noget, vi helt sikkert vil benytte os af, hvis der opstår noget igen.