Borgere uden hjemmehjælp: Stort firma går konkurs

Det private hjemmehjælpsfirma Hjemmehjælpen A/S er gået konkurs. Mere end 1000 borgere i Aarhus er uden hjælp.

Arkivfoto: Asger Ladefoged/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

1100 borgere i Aarhus Kommune står tirsdag uden hjælp til plejeopgaver, rengøring og indkøb.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. Det sker, fordi det private hjemmehjælpsfirma Hjemmehjælpen Aarhus ApS er gået konkurs. Det er et datterselskab i Hjemmehjælpen A/S.

300 mennesker får hjælp til plejeopgaver af firmaet, mens 800 får praktisk hjælp som rengøring, indkøb og tøjvask.

Aarhus Kommune vil gøre alt for, at de borgere, som står uden pleje, vil få hjælp. Det siger Jette Skive, som er rådmand for Sundhed og Omsorg.

– Det er en meget ærgerlig situation for de berørte ældre mennesker, som har valgt leverandøren og er vant til at se kendte ansigter i hjemmet, siger hun.

– Vi gør en kraftanstrengelse for, at folk hurtigst muligt får hjælp fra kommunen i stedet. Vi hjælper i første omgang særligt dem, som skal have personlig pleje.

Hjemmehjælpen A/S udfører også hjemmehjælp i Københavns Kommune og i Frederiksberg Kommune. Men ingen af kommunernes borgere bliver ramt af konkursen, som kun gælder hjemmehjælpsfirmaets afdeling i Aarhus.

– Hjemmehjælpen Aarhus ApS er et selvstændigt selskab, og lukningen påvirker ikke vores aktiviteter i København eller på Frederiksberg, hvor vi driver hjemmehjælp på et sundt økonomisk grundlag og i et selvstændigt selskab, siger administrerende direktør i Hjemmehjælpen A/S, Per Wildbork.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS