Borgere fanges i Statsforvaltningens telefonkø
De borgere, som ringer til Statsforvaltningen, må væbne sig med tålmodighed.
Et nyt IT-system betyder, at telefonkøen er vokset, fortæller IT- og administrationschef Rasmus Kruse. Det skriver Politiken.
»Når man skifter et IT-system i en så stor og kompleks institution som Statsforvaltningen, sker der forventeligt en ophobning af sager, og som afledt effekt en øget ventetid på telefonen. Når sagsophobningen er væk, vil vi igen have en kort svartid på samme niveau som i slutningen af 2014,« siger Rasmus Kruse.
15 gange over de seneste tre måneder har Politiken ringet til Statsforvaltningen, hvor ventetiden har været mellem 14-29 minutter.
Statsforvaltningen blev efter en bred politisk aftale for to år siden lagt sammen til én myndighed. Meningen med sammenlægningen var at sagsbehandlingen skulle forbedres, mens omkostningerne skulle holdes nede. Eter sammenlægningen går alle telefoniske henvendelser nu til et samlet callcenter med adresse i Rønne på Bornholm.